Idrætsforeningerne i Sønderborg har fået 470.000 kroner

11. februar 2020 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Der er godt nyt for idrætsforeningerne i Sønderborg Kommune. I 2019 har DIF og DGI’s foreningspulje på baggrund af ansøgninger bevilget i alt 470.000 kroner til forskellige initiativer i kommunens idrætsforeninger.

Det er tale om hjælp til indkøb af eksempelvis idrætsrekvisitter og til at gennemføre nogle af de tiltag, som de frivillige kræfter i foreningerne har drømt om, men som der ikke har været midler til.

”Jeg er et barn af Foreningsdanmark – har altid været medlem af en idrætsforening, og jeg ved, at de frivillige kræfter gør den berømte forskel. Det er dejligt at høre, at der er stor interesse for puljen, og at den er med til at skabe aktivitet og forbedre vilkårene for de frivillige kræfter i idrætsforeningerne”, siger Troels Ravn, der er skatteordfører for Socialdemokratiet, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sammen med Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, SF og Radikale Venstre står Socialdemokratiet bag den politiske aftale om at oprette lokalforeningspuljer på i alt 70 millioner kroner årligt, som foreningslivets forskellige hovedorganisationer skal uddele til deres lokalforeninger.

Puljen gør drømme til virkelighed

For at spare administrationsudgifter gik idrætsorganisationerne DIF og DGI sammen om at etablere DIF og DGI’s foreningspulje. Herfra uddeles midlerne til idrætsforeningerne på baggrund af ansøgninger. I 2019 blev der i alt uddelt 47 millioner kroner til 1464 idrætsforeninger i 95 ud af landets 98 kommuner.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Penge skaber udvikling og aktivitet i de enkelte idrætsforeninger og gør derfor en kæmpe forskel ude i lokalsamfundene. Der har været tusindvis af spændende og inspirerende ansøgninger, og foreningspuljen har opfyldt rigtig mange af de ønsker og drømme, som findes blandt de frivillige kræfter i idrætsforeningerne,” siger Niels Nygaard, formand for Danmarks Idrætsforbund.

Der er også stor tilfredshed med foreningspuljen hos DGI.