Lørdag er der casting til den næste udgave af X Factor og det foregår i den tidligere Tiger-butik i Perlegade frem til klokken 16. Her kan håbefulde sangere møde op og synge for en af casterne.
“Deltagerne kommer med en af os ind i lokalet, hvor de synger. Vi optager deres sange med vores mobiltelefon og videoen bliver vist til et panel med musikeksperter”, siger caster Cathrine Damgaard til SønderborgNYT.
“Dommerne vælger de mest spændende deltagere, der så får chancen for at komme til audition i Aarhus eller København og de vælges i løbet af august og september”, siger hun.
Der har tidligere været popup-casting i Aalborg og Odense og efter Sønderborg går turen til Bornholm.
Lærer fra Kruså
I løbet af de to første timer af dagens casting var der fem-seks stykker, som stillede op foran casternes kamera og en af dem var en lærer fra Kruså, som havde taget hustruen og sin 1 1/2 år gamle datter med til Sønderborg.
“Det gik supergodt foran casteren, hvor jeg sang Better Together og I’m Still Standing og på den måde fik jeg vist, at jeg kan synge både følsomme sange og ballader. Det mere rockede kan jeg også”, siger Mike Kazmaier, som flyttede fra Tyskland til Sønderjylland for tre år siden.
“Nu skal jeg hjem og vente på svaret, som kommer i løbet af august eller september – og så skal jeg selvfølgelig til audition”, siger han.
Trods de få fremmødte deltagere i formiddagstimerne, så kalder arrangørerne alligevel castingen i Sønderborg en succes.
“Vi havde flere tilmeldinger i Sønderborg i år, end sidste år. De kom over frokost”.
X Factor-Emil kiggede forbi
Emil Wismann fra Gråsten, der nåede helt til finalen i den seneste udgave af X Factor, kiggede forbi og bemærkede, der ikke var mange deltagere til dagens casting.
“Måske har coronaen taget toppen af interessen, fordi det jo blev lidt anderledes i år”, siger Emil Wismann, der er tilbage i jobbet som programmør på Danfoss i Gråsten, men der er en del spillejob til efteråret.
“Det er mange firmafester, og det glæder jeg mig til. Jeg elsker at synge for folk, der er stive. Jeg ville have elsket at synge til ringriderfesterne”, siger Emil.