Ingen Sommer Revy i Sønderborg i år

12. maj 2020 Kultur

For første gang i 40 år bliver der ingen sommerrevy i Sønderborg til sommer. Som en konsekvens af nedlukningen på grund af corona-virus ser revypar Jeanne Boel og Klaus Kristensen ingen anden mulighed end at aflyse alle sæsonens forestillinger.

“Det er brandærgerligt, for vi havde sådan håbet, at vi kunne give publikum en skøn oplevelse til sommer – oven på denne alvorlige situation

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi har de sidste mange uger knoklet benhårdt på at finde nødløsninger, så det kunne lade sig gøre også at have en Sønderborg Sommer Revy i år. Samtidig har vi klynget os til håbet om, at der ville være godt nyt i udmeldingen om anden fase af genåbningen. Det var der ikke, og det betyder desværre, at også vi må se os lagt ned af corona og aflyse alle forestillinger i år”, siger revydirektør Jeanne Boel i en pressemeddelelse.

Af hensyn til publikum

Blandt de mulige nødløsninger har både været at opføre Sønderborg Sommer Revy udendørs og at udskyde forestillingerne til efteråret. Men i sidste ende er valget truffet af hensyn til publikum:

Jeg tror ikke, der er mange mennesker, som i den nuværende situation ville føle sig trygge ved at sidde sammen med en masse andre, der også sprutter af grin – heller ikke selv om det var udendørs eller i en kun halvt fuld sal. Ved at aflyse sætter vi ikke folk en situation, hvor de skal vælge mellem at være utrygge eller at tabe deres billetter”, forklarer Jeanne Boel.

Behold billetterne

Sønderborg Sommer Revy skal nu i gang med at afklare, hvor stor en del af tabet, revyen kan få dækket gennem hjælpepakker. Men at det stadig bliver et tab, som kan mærkes, er der ingen tvivl om.

“Det bliver et virkelig hårdt år for os, hvor meget er uvist. Men vi er allerede i gang med at planlægge næste års Sønderborg Sommer Revy, så vi giver ikke op! Derfor håber vi også på, at rigtig mange af dem, der allerede har købt billet til årets forestilling, har lyst til støtte os ved at beholde deres billetter og bruge dem næste år. Det vil gøre en enorm forskel for os og vores muligheder for at tage revanche ved at sætte en virkelig fantastisk forestilling op næste sommer”, siger Jeanne Boel.

Alle, der har købet billet til Sønderborg Sommer Revy i år, har fået direkte besked om aflysningen – og om de muligheder, man har i forbindelse med aflysningen.

Køb gavekort

Vil man gerne støtte, at der også er Sønderborg Sommer Revy i 2021, kan man allerede nu købe gavekort til forestillingen i 2021 på Sønderborg Sommer Revys hjemmeside. Alle indehavere af gavekort får, som de første, mulighed for at konvertere dem til billetter, når billetsalget åbner i efteråret.

“Vi er dybt taknemmelige over den store opbakning, vi har fået allerede inden, vi traf beslutningen om at aflyse, og vi håber, at rigtig mange har lyst til at støtte os igennem denne her situation ved at beholde deres billetter eller købe gavekort. Der er ingen tvivl om, at vi har brug for det, hvis vi skal have mulighed for at holde det høje niveau og blive ved med at være en af Danmarks største sommerrevyer”, siger Jeanne Boel.

HUSK – Støt den lokale handel i en svær tid!

 

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk