International violinist spiller ved Tattoo

21. juni 2018 Sønderborg Skrevet af: Ole Kæhler

Der venter publikum en stor oplevende ved Det Internationale Tattooshow ved Sønderborg Slot lørdag den 7. juli. Ikke blot skal de lytte til og se dygtige orkestre optræde, de får også mulighed for at stifte bekendtskab med den internationalt kendte violinist Alexandru Radu.

Han er født i Rumænien i 1975 og uddannet ved musikakademiet i Bukarest. Alexandru Radu kommer fra en musikfamilie, og da han som ganske lille så et billede af en mand med en kæmpestor kontrabas, blev han fascineret. Sådan en ønskede han sig også.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sådan gik det ikke helt – men næsten. Som femårig fik han nemlig en violin, som siden har fået en stor plads i hans liv. Alexandru Radus skolegang foregik på en skole, hvor der var stor fokus på musik sammen med de almindelige skolefag, og som på den måde kvalificerede ham til konservatoriet, skriver Ringriderfesten i en pressemeddelelse.

Siden hans ansættelse i Sønderjyllands Symfoniorkester har han også optrådt flere gange som solist, i Mendelsohn og Brahms violinkoncerter og sidst, i år, med Vivaldis De fire årstider, hvor koncerten i Alsion slog alle rekorderne for billetsalg for Symfoniorkestret.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mange venter, traditionen tro, med at købe billet til sidste øjeblik. De vil være sikre på, at vejret er ok. Men det behøver man ikke. Ringriderfesten i Sønderborg har nemlig sørget for regnslag til alle, hvis der skulle komme et par dråber Derfor: Vil man sikre sig en god plads, skal billetten købes nu på www.ticketmaster.dk. Billetten inkluderer også adgang til ringriderpladsen lørdag aften. Tattooshowet begynder kl. 21.30