Jan Bansø: Sønderborg skal lære noget om god service

12. oktober 2018 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Jan Bansø, indehaver af HORECA Gruppen i Sønderborg, har udvidet sine forskellige kursustilbud, og udbyder nu et servicekursus – rettet mod alle brancher, hvor service og kundekontakt er en del af hverdagen.

Baggrunden for det nye kursus er Jan Bansøs egen oplevelse med forværrede servicesituationer i sit arbejde som samarbejds- og sparringspartner i den danske hotel- og restaurationsbranche.

Det skriver Jan Bansø i en pressemeddelelse.

“Jeg kan mærke, at siden jeg startede i servicebranchen som 16-årig, er service blevet skubbet mere og mere væk fra det man har fokus på. Den gode service var bare lidt bedre i gamle dage, og det er som om, at vi har vænnet os til – og accepteret – at der ikke findes den samme gode service som tidligere”, siger Jan Bansø, som har mere end 25 års erfaring som tjenerelev, overtjener, restaurantchef, underviser samt hotel- og konferencechef.

Artiklen fortsætter under annoncen

I april 2016 grundlagde han virksomheden HORECA Gruppen, som hjælper hoteller og restaurationer med rådgivning, rekruttering, udvikling og forretningsoptimering. Samtidig tilbyder virksomheden hjælp og “matchmaking” til bl.a. kokke, tjenere og receptionister, som søger nyt job inden for branchen.

“Servicekurset varer fire timer og handler blandt andet om “De tre servicebud”, kropssprog og kundehåndtering.

God service er ikke blot et smil og et “Kan du ha’ en god dag” – Service er meget mere end det og det har jeg brugt meget tid på at få samlet i ét kursus.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den gode service skal opgraderes – og det gælder lige fra du tanker bilen, til køb af forsikringer, et restaurantbesøg eller ved pasfornyelse i Borgerservice, siger Jan Bansø, som fortæller at kurset allerede har mødt stor interesse i nogle af de kredse, som han dagligt er en del af.