Jobcenter vil lave kurser der klæder ledige på til restaurationsbranchen

14. juli 2017 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Nyt målrettet kursusforløb inden for service skal opkvalificere ledige i Sønderborg Kommune til at tage job i hotel- og restaurationsbranchen, hvor der er efterspørgsel efter medarbejdere med et højt serviceniveau.

Sønderborg har meget at byde på – også i et turismeperspektiv, hvor historien, maden og naturen er nogle af de mange styrker, som trækker besøgende til fra nær og fjern.

Hotel- og restaurationsbranchen oplever derfor også en stigende mangel på kvalificeret arbejdskraft – en udfordring, som Sønderborg Kommune vil gøre noget ved.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det er godt for turismen, når vi uddanner og opkvalificerer ledige, så de kan få job i hotel- og restaurationsbranchen og det er godt for ledige, at de får kvalifikationer til at klare nogle job, der står klar både nu og fremover”, siger Arbejdsmarkedsudvalgets formand, Jan Prokopek, til SønderborgNYT.

Branchen mangler faglærte

Hoteldirektør Helle Miang mener, at nu hvor det nye Hotel Alsik kommer, så skal der gøres rigtigt meget for at skaffe faglærte kokke og tjenere til Sønderborg-området.

Artiklen fortsætter under annoncen

”På Hotel Comwell ansætter vi udelukkende faglærte kokke og tjenere. Vi bruger naturligvis ufaglærte som reserver ind imellem”, siger Helle Miang til SønderborgNYT.

Som reserver foretrækker Hotel Comwell at bruge studerende, som får mulighed for at supplere deres SU.

Der er mangel på både kokke og tjenere – ikke reserver.

”Og på Hotel Comwell er vi ansvarsbevidste og uddanner begge dele. Og straks når de er udlærte, så ringer andre hoteller og restauranter til dem med gode jobtilbud”, siger Helle Miang. Altså er det fag med masser af job- og karrieremuligheder.