En patrulje standsede natten til tirsdag klokken 01:15 en bil på Nordvesthavnsvej i Sønderborg. Føreren var alene i køretøjet, og betjentene fik mistanke om, at hun var påvirket.
Kvinden, der er 39 år og fra Sønderborg, deltog i en narkometertest, som ifølge politiet slog ud på både cannabis og amfetamin.
I forbindelse med en visitation så patruljen, at hun forsøgte at kaste to halve joints og en hel joint fra sig. Derfor blev hun også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
“Hun nægter, at det er sket, og afviser både at have været i besiddelse af joints og at have kastet dem fra sig”, oplyser politikommissær Chris Thorning Vesterdal fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
















