Pressemeddelelse:
Alsion danner den 28. marts 2014 ramme for Junior Chamber Internationals grænseoverskridende erhvervskonference, hvor lederskab i turbulente perioder går hånd i hånd med Bright Green Business. Hurtig tilmelding tilrådes.
På programmet er blandt andre Michael Evan Goodsite, der er professor og institutleder på Aarhus Universitets institut i Herning.
– Klimaet forandrer sig, og det har det altid gjort. I de nordiske lande har nogle formået at få det bedste ud af den præmis. De har set forretningsmulighederne i en verden under forandring, siger Michael Evan Goodsite.
Indlægget af Michael Evan Goodsite ”Forståelsen af klimaforandringer – undergang eller forretningsmuligheder” vil fokusere på dette emne og tage udgangspunkt i nogle cases fra jyske virksomheder, der har set og grebet de forretningsmuligheder, der opstår i takt med klimaforandringerne.
– Derudover vil jeg komme ind på de muligheder, der er for serviceorganisationer med et klima under forandring, og jeg vil ligeledes fortælle om mit bidrag til en ny artikel, der er blevet udvalgt blandt 5000 som en såkaldt ”key scientific article” (vigtig videnskabelig artikel) af den internationale brancheorganisation for grøn- og bæredygtig energi,” siger Michael Evan Goodsite og fortsætter:
– Denne artikel handler om forsikringssektorens rolle i forhold til at fremme innovation og udvikling af miljørigtige og renere energi og teknologier med udgangspunkt i flere cases fra de nordiske lande.
Alle er velkomne
Årets Erhvervskonference er åben for enhver. Den henvender sig til både private virksomheder, offentlige institutioner samt privatpersoner i Danmark og Sydslesvig med interesse for fremdriften i :
– Det erhvervsmæssige samarbejde i den dansk-tyske region
– Idealbilledet for det fremtidige grænseløse lederskab
– Forretningsmulighederne inden for klimatiske spørgsmål og energieffektivisering
Junior Chamber International har tilkaldt skarpe indlægsholdere, der formidler indsigt og inspiration til fremadrettet praktisk brug.
Læs mere på www.fk2014.dk