Junior Ferreira fejrede 25 år på Musikskolen og 30 år i Danmark

13. oktober 2019 Kultur

Violinisten Junior Ferreira, der underviser unge musiktalenter på Musikskolen, fejrede søndag eftermiddag, at det er 30 år siden, han kom til Danmark og at han har undervist i musik i 25 år.

“Junior Ferreira er uddannet som violinist i Odense og lige for tiden er han i gang med at uddanne sig i at spille kirkeorgel”, sagde Anne Agerskov, organist i Sct. Marie Kirke, hvor Junior Ferreira spillede jubilæumskoncert.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Sådan helt tilfældigt er det også Junior Ferreiras fødselsdag i dag”, sagde hun.

Flot jubilæumsprogram

Det var et flot jubilæumsprogram Junior Ferreira havde sat sammen til de mange tilhørere, der havde taget turen til Sct. Marie Kirke.

“Og det er jo tit sådan, at når man skal fejres, så sker det med, at man gør noget for andre. Og Junior Ferreira vil spille på kirkens orgel – og derefter skal han spille på sin violin”, sagde Anne Agerskov.

Det første stykke orgelmusik spillede Anne Agerskov og Junior Ferreira fulgte med på violin – og derefter var det jubilaren, der tog plads ved kirkens orgel.

Sidste del af koncerten blev spillet på violin og det var med assistance fra Ida Lorenzen,Rebecca Sloth og Anna Barbera Thomsen samt Giula Sereni, der alle er hans tidligere musikelever.

 

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk