Foto: Fonden Kærbo
For kun et par uger siden kom personale og brugere fra Kærbo hjem fra Afrika, hvor de har besøgt et område, som de har tætte forbindelser til. Dels støtter Kærbo-brugerne udvalgte børn med penge, så deres skolegang og opvækst er sikret. Dels køber Kærbo varer i området og sælger dem i butikken i Perlegade og så hjælper Kærbo også med andre ting.
Når Kærbo tager brugerne med til Afrika, så er det ikke alene for at hjælpe afrikanerne. Det viser sig, at det i høj grad hjælper Kærbos brugere. Flere har sat den daglige dosis medicin bemærkelsesværdigt ned og enkelte har været medicinfri siden de var med første gang for et år siden.
På den første Afrikatur fik Jane nærmest et chock.
“Denne gang var jeg bedre forberedt, så fattigdommen chokerede ikke så voldsomt. Og denne gang kunne jeg se, at det donorbarn, som jeg støtter, har fået det bemærkelsesværdigt bedre”, siger Jane til SønderborgNyt.
“Jeg blev alligevel paf, da drengens mor foreslog, at jeg tog hendes søn med til Danmark. Hun er bestemt ikke en dårlig mor, men hun ved, at sønnens fremtid i Afrika bliver et liv i fattigdom”, siger Jane. På Afrikarejsen sidste år lagde hun sine piller på hylden og der ligger de stadig.
I Afrika ser de op til mig
Når Kærbos brugere er i Afrika, så kommer børneflokkene løbende hen til dem og det er helt anderledes end i Danmark, hvor de fleste holder lidt afstand til psykisk syge.
“Dernede bliver jeg et helt andet menneske og der er mange, der ser op til mig, fordi jeg er i stand til at hjælpe”, siger Per. Ligesom flere andre Kærbo-brugere, så har han også et donorbarn. Eller rettere to.
“Der kom en forældreløs dreng på 11-12 år på min liste”, siger Per.
Til daglig hører Per stemmer, men det gjorde han ikke i Afrika.
“Efter et par uger herhjemme er stemmerne tilbage, men på et niveau, så det er til at holde ud”, siger Per til SønderborgNyt.
Afrikansk festmåltid
Amnuay tænker tilbage på den aften, hvor Kærbo-brugerne inviterede afrikanske børn til fest.
“Vi havde lavet ris og kylling og dernede er den slags mad noget, der kun sættes på bordet ved meget sjældne lejligheder”, siger Amnuay til SønderborgNyt. Børnene prøvede for første gang at spise med kniv og gaffel. I hverdagen bruger de fingrene, som de jo altid har ved hånden.
“Og ikke nok med at børnene fik festmad. Vi delte også skoleuniformer ud”, siger Amnuay, der støtter to afrikanske børn med et fast månedligt beløb.
Ingen uniform – ingen skole
Henning støtter en 15-årig pige i Afrika og det var dejligt for ham at se, hun går i skole. Sidste år havde hun ingen uniform, men det fik hun og så kunne hun sætte sig på skolebænken.
“Fattigdom gør, at hun ikke kunne komme i skole, men nu er hun godt på vej”, siger Henning.
Glade afrikanske børn
Når de afrikanske børn vågner om morgenen, så er de i et herligt humør fra starten af. Det kan undre, når man ved, at foran dem ligger endnu en dag i dyb fattigdom.
“De er sikre på, at Vorherre vækker dem, fordi der er mad til dem den dag”, siger lederen af Kærbo, Annegrethe Scharbach til SønderborgNyt. Hvis ikke der var mad, så ville Vorherre ganske enkelt lade dem sove ind.
Kærbos indsats i området og besøgene gør en stor forskel for de lokale indbyggere.
“Fordi vi var dernede, så kom der landsdækkende TV på og dermed sikrer vi, at området ikke glemmes af politikerne. Måske skulle andre organisationer også gøre en indsats for at få mediedækning af deres besøg og deres indsats rundt om i verdens fattige områder”, siger Annegrethe Scharbach. Hun fortæller, at afrikanerne er sikre på, at mediedækning er vejen til politisk opmærksomhed.
Hospitalsbesøg
I Afrika besøgte Kærbo et psykiatrisk hospital, hvor der er seks læger og 20 sygeplejersker til at tage sig af 5.000 patienter Det blev en virkelig rystende oplevelse.
“På hospitalet er der børn, som ikke er psykisk syge. De er blevet afleveret foran porten på grund af fattigdom og de kommer aldrig ud igen”, siger Annegrethe Scharbach. Hospitalet har ingen behandling af de psykisk syge og selvom hospitalet ikke har mad til alle patienter, så er de mange børns chance for at overleve større på hospitalet end på egen hånd udenfor.
Kærbo skal til Afrika igen næste år og Annegrethe Scharbach overvejer, om det er muligt at få nogle forskere med, så der kan forskes i, hvad det er, der gø’r, at hendes brugere kan sætte medicinforbruget ned, når de er i Afrika – og for en stor dels vedkommende er det en effekt, der ser ud til at holde.
“Er det fordi vores brugere mødes uden fordomme, er det fordi de er i rollen som givere, er det vejret, varmen, luften: Ingen kan sige det, så det skal kortlægges”, siger Annegrethe Scharbach.
Det ville jo være pragtfuld, hvis bare nogle af de psykisk syge danskere kunne få det meget bedre af en rejse til Afrika fremfor et langt liv på piller, der har det med at sløve både sanser og tanker.
