Da Klaus Albrecht i Skelde rundede 70 år, sluttede han som kaptajn i AP Møller Mærsk. Og de mange år i rederiet fornægter sig ikke.
”Min opdragelse I Mærsk siger, at vi har råd til alting, men vi har ikke råd til spild”.
Med dette in mente har Klaus Albrecht energirenoveret landejendommen, som han købte sammen med sin kone i ’80erne. Og gennem årene har de mange forbedringer reduceret energiregningen for det stråtækte stuehus fra 1750 til godt 5.000 kroner om året. Med det hele.
”Indtil nu har vi i 2016 brugt 2.200 kilowatttimer til el og varme. Der er ingen tvivl om, at der er sparet meget. Og det er rigtige penge”, siger Klaus Albrecht.
Det skriver ProjectZero i en pressemeddelelse.
Ud over at have isoleret ejendommen og blandt andet udstyret den med større radiatorer, hvor varmen bliver reflekteret ind i huset, har han fået et jordvarmeanlæg, der både sørger for opvarmningen af huset og vandet.
Klaus Albrecht fik lov til at grave 600 meter slanger til jordvarme ned på en tilstødende eng, som en af naboerne ejede. Senere lykkedes det ham at købe jordstykket på 1,4 hektar, hvor han fik opført et solcelleanlæg.
”Jeg har et anlæg med 42 solcellepaneler, som jeg har en masse ud af. Jeg laver jo også strøm, når vejret ikke er så godt”, siger han.
Skulle man tro, at nu var det slut med de energirigtige tiltag, får man den modsatte besked af Klaus Albrecht:
”Jeg er ikke tilfreds. Det må man jo ikke være. Jeg plejer at sige, at jeg ikke stopper, før jeg kan varme hele huset op med to stearinlys”.