I nat klokken 00:20 standsede en politipatrulje en personbil på Oksbølvej i Nordborg. Føreren, en 33-årig mand fra Horsens, havde ikke kørekort og blev derfor sigtet for at køre uden kørekort.
Det stoppede dog ikke her. Klokken 01:03 – mindre end en time senere – blev han standset igen af samme patrulje, denne gang på Stationsvej i Nordborg. Det var tredje gang, manden blev taget i at køre uden førerret, da han tidligere allerede var blevet sigtet én gang for samme overtrædelse.
“Da der er tale om tredje tilfælde, beslaglagde vi køretøjet med henblik på konfiskation”, oplyser politikommissær Martin Hess Pedersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.




















