Kom og bliv klædt på til EU-valget

11. april 2019 Politik

Den 26. maj skal danskerne stemme om, hvem de mener skal i Europa-Parlamentet. Kom og mød din EUkandidat og find ud af, hvad de vil i Europa-Parlamentet. EU-valgmødet finder sted den 9. maj i MultiKulturhuset klokken 13 til 15:30.

”EU står overfor udfordringer som flygtningekrise, klimakrise, fortsat høj arbejdsløshed i en række medlemslande og ikke mindst Brexit, hvor Storbritanniens forhold til EU fortsat er uafklaret”, vurderer Rasmus Nørlem Sørensen, chefanalytiker og sekretariatsleder hos Oplysningsforbundet Demokrati i Europa (DEO).

Artiklen fortsætter under annoncen

”Samtidig er det valgår, så det er nu, at borgerne skal diskutere EU og tage stilling til, i hvilken retning de mener, det europæiske samarbejde skal udvikle sig, og hvordan de grænseoverskridende problemer skal løses”, siger Nørlem Sørensen.

DEO inviterer til gratis EU-valgmøder rundt omkring i landet. Her vil alle få et kendskab til Europa-Parlamentet, valgets store spørgsmål og indblik i hvad EU-kandidaterne vil i Europa-Parlamentet.

I Sønderborg vil blandt andre socialdemokratiets Christel Schaldemose, Christian Juhl fra Folkebevægelsen mod EU, Anders Guldhammer fra Konservative, Asger Christensen fra Venstre, Karin Rohr Genz fra Alternativet, Anders Burlund fra Liberal Alliance, Rikke Lauritsen fra Socialistisk Folkeparti, Sissel van Run-Kvist fra Radikale Venstre og Sabrina Louise Christiansen fra Enhedslisten debattere EU-politik. Alle opstillingsberettede partier er inviteret til at deltage i panelet, så alle synspunkter og politiske holdninger er repræsenteret så vidt muligt.

Udover valgdebatten vil Rasmus Nørlem Sørensen, sekretariatsleder og chefanalytiker hos DEO, holde et kort oplæg om Europa-Parlamentet og valgets store spørgsmål, så fremmødte får indblik i nuværende politiske dilemmaer.
Stoledans i EU-institutionerne og i Danmark , skriver DEO

Vi skal stemme 14 politikere ind i Europa-Parlamentet.

Det er én mere end ved sidste Europa-Parlamentsvalg i 2014.

Årsagen skyldes Storbritanniens kommende udtrædelse af EU.

Det er dog ikke kun i Europa-Parlamentet, at nye politikere skal findes.

I Danmark skal vi stemme til folketingsvalg senest den 17. juni 2019, og dette har stor betydning for den politik, som føres i EU. Det er nemlig ikke kun Europa-Parlamentets politikere, som har indflydelse på den politik, som bliver ført i EU.

Ministerrådet, som også har direkte indflydelse på EU-politikken, udgøres nemlig af ministre fra medlemslandenes regeringer. De nye folkevalgte politikere, nationalt og i EuropaParlamentet, vil derfor have direkte indflydelse på den dagsorden, vi ønsker EU skal tage.

Vigtigheden i de kommende to valg er klart. Derfor inviterer DEO danskerne til EU-valgmøder, hvor fremmødte kan møde de danske politikere og høre dem, hvad de og deres parti vil med det europæiske samarbejde.

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk

Læs også...