Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme har besluttet at støtte vandreforestillingen med 50.000 kroner og af ansøgningen fremgår, at man kan glæde sig til at møde skuespillere som Sonja Oppenhagen, Preben Kristensen og Charlotte Fich, skriver Sønderborg Kommune.
”Augustianas kunst, den smukke natur på kanten af Augustenborg Fjord og hertugbyens spændende historie formidlet af kendte kunstnere i én forestilling – dét synes jeg lyder meget spændende. Augustiana Stemmer forekommer at være helt oplagt og jeg håber, det lykkes for Grummes Teater at få økonomien på plads, så vi kan glæde os til en usædvanlig og anderledes oplevelse til sommer”, siger Stephan Kleinschmidt, formand for Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme.
Vandreforestillingen er tænkt bygget op omkring Louise Augusta, enkehertuginde og officielt datter af Kong Christian den 7. – men reelt resultat af Dronning Caroline Mathildes affære med kongens livlæge, Struensee. Palæet, som nu huser Augustiana, blev frem til 1834 beboet af Louise Augusta, som var kendt som en farverig kvinde med hang til fester, kultur og romantik. Hun ”genopstår” i Augustianas Stemmer og opdager, at palæet er forvandlet fuldstændigt.
”Det er en meget spændende måde at formidle og smelte kultur sammen med natur og historie på. Jeg tror, at nogle mennesker skal opdage kunst ad omveje. Nogle tror ikke, kunst er noget for dem, fordi de lader skepsis vinde over nysgerrighed. Her tror jeg, teatergenrens evner og løfterne om oplevelser i naturen kan være en omvej – eller genvej, om man vil – som man kan gøre brug af”, siger næstformand Jesper Kock.
Forestillingen i Augustenborg får støtte fra Sønderborg Kommune, Linak, BMC Fonden og Traugott Møllers Fond.