På mødet i Byrådssalen onsdag eftermiddag besluttede politikerne, der skal skæres ned på blandt andet hjemmeplejen – og årsagen til nedskæringerne blev gjort meget tydelig. Det er regeringen, som ikke giver kommunerne de penge, der er brug for, hvis velfærden skal holde samme niveau som frem til i går, hvor sparekniven skar dybere end ind til benet.
SønderborgNYT har spurgt folketingspolitiker Benny Engelbrecht, som er finansordfører, hvorfor kommunerne ikke får de velfærdskroner, der er brug for.
”De kommunale udgiftsrammer for næste år er øget – men man kan ikke sammenligne, hvad økonomien er i 2030 med, hvad der er af muligheder i 2024, hvor vi er nødt til fortsat at holde igen for at undgå at inflationen får prisen til at stige yderligere”, siger det lokalt valgte folketingsmedlem Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet til SønderborgNYT.
Åbenbart preller det af på de folkevalgte på Christiansborg, at Sønderborg og andre kommuner ikke længere kan levere den velfærd, som de hidtil har gjort.
“Nu skærer vi i kernevelfærden og når at have forringet vores service for at spare i alt 70 millioner kroner. Det er nedskæringer, som både borgere og ansatte i kommunen plus ansatte i Cares Pleje & Omsorg kommer til at mærke”, sagde udvalgsformanden for Social, Senior og Handicapudvalget, Stefan Lydal, på byrådsmødet onsdag..
“Vi har oplevet, at skiftende regeringer er ligeglade med kommunerne og i stedet bruger penge på krudt og kugler. For på papiret ser det ud som om, vi selv bestemmer i kommunerne, selvom vi er styret af KLs aftaler med regeringen”, sagde Lydal.
Jan Prokopek Jensen fra Socialdemokratiet fik også taletid:
“Stefan Lydal har fat i kernen af det her, Nemlig at vi behandler symptomerne – og det gør vi, fordi KLs forhandlere ikke er dygtige nok. Vi må have et stærkere forhandlerteam, når regeringen ikke har respekt for det kommunale selvstyre”, sagde Jan Prokopek Jensen og fortsatte:
“Vi skal have styrket det kommunale selvstyre – og måske skal der laves nogle små kaffeklubber på tværs af kommunerne, så vi kan få de penge fra regeringen, som den forlængst skulle have betalt. Regeringen bad os hjælpe med Corona-håndteringen og bad os hjælpe med at tage imod flygtninge fra Ukraine – og regeringen lovede at betale. Men denbetalte ikke”.