Kongevej: Nu kommer der liv i det tidligere bibliotek

23. september 2018 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Håndværkerne har de seneste uger lagt allersidste hånd på ombygningen af det tidligere bibliotek på Kongevej i Sønderborg.

Fra næste uge vil huset summe af kommunale servicefunktioner.

Fremover vil huset rumme medarbejdere, der arbejder og servicerer borgere i Misbrugscentret, hjemme- og sygeplejen i Distrikt Alssund, Sygeplejeklinik Alssund samt specialtandklinikken, som hidtil har haft adresse på Hertughaven i Augustenborg, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Misbrugscentret flytter fra Brorsonsvej 1. Centret er lukket den 25. og 26. september, hvor der flyttes, og åbner torsdag den 27. oktober kl. 8.30 på den nye adresse. Åbningstiderne er som hidtil, hvor der åbnes kl. 8.30 alle dage – til kl. 13 på tirsdage og fredage, til kl. 15 på mandage og onsdage og til kl. 17 på torsdage.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sygeplejeklinikken flytter fra Plejecenter Mølleparken i den kommende weekend for at åbne i de nye lokaler på Kongevej 19 kl. 7 mandag morgen den 24. september. Klinikken vil uændret være åben efter aftale kl. 7-17.

Hjemme- og sygeplejedistrikt Alssund flytter fra Plejecenter Mølleparken til Kongevej 19. Medarbejderne kører, cykler eller går ud fra adressen til borgerne, som således ikke vil blive påvirket af flytningen.

Tandklinikken flytter fra Hertughaven i Augustenborg og har som hidtil en ugentlig åbningsdag med tider, der er forbeholdt borgere, som er henvist af for eksempel gadeplansmedarbejdere.