Når medlemmerne af Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme mødes på torsdag, skal de blandt andet beslutte, om kommunen skal give 150.000 kroner til Kultur i Syds motionscykelløb, Tour de Syd.
Til arrangementet forventes 5.000 deltagere.
Tour de Syd finder sted den 29. maj 2022 og arrangeres som optakt til Tour de France. Deltagerne får mulighed for at vælge mellem fem distancer, der følger den officielle tour-rute og slutter i Sønderborg ved Mølleparken, hvor der arrangeres en cykelfest.
Motionisterne vil få mulighed for at udfordre sig selv, undervejs er der depoter med forplejning, mekaniker og mellemtider og oplevelsen af Tour de France-etapen i Sønderborg vil få en ny dimension, når motionisterne – forud for dagen med de professionelle tur-ryttere – har prøvet strabadserne på egen krop.