Mandag den 25. maj er der igen Ladywalk i Sønderborg. Tilmeldingen er åben og flere tusinde kvinder har allerede tilmeldt sig.
Har man først deltaget i Ladywalk, bliver det ofte en tilbagevendende forårstradition. Og hvad er det, som får tusindvis af kvinder til at deltage år efter år?
”Et bud kan være, at vi mødes mere og mere på de sociale medier, og at vi derfor har brug for at mødes og gøre noget sammen i den virkelige verden og det spiller måske ind. Vi får jo en snak med mange af de kvinder, der møder op, og derfor ved vi, at de sætter stor pris på, at det er en hyggelig måde at være sammen på, hvor de både får motion, frisk luft og en nærværende snak. Vi har ikke tidtagning. Så der er ingen stress og intet pres om at komme i god form eller stille op i de rigtige løbesko. Måske handler det også om, at Ladywalk er ret meget nede på jorden”, siger lokalarrangør i Sønderborg, Ingrid Romsøe.
En del af succeshistorien bag en Danmarks største endagsmotionsevent for kvinder er også, at Ladywalk hvert år uddeler betydelige donationer til foreninger, der støtter sygdomsramte kvinder. Alle kvinder, der deltager, er derfor med til at hjælpe andre kvinder godt på vej.
”Vi hører fra mange kvinder, der deltager i Ladywalk, at de synes, det er perfekt, at de kan hjælpe andre kvinder samtidig med, at de selv har en god aften. Som arrangør synes jeg også, at det er betydningsfuldt, at vi i kraft af de mange deltagere giver mulighed for, at vi kan uddele så mange penge”, siger Ingrid Romsøe.
I 2019 modtog Hjerteforeningen en mio. kroner og Psykiatrifonden en halv mio. kroner. I år har Ladywalk valgt at støtte de samme foreninger. Beløbene vil først blive offentliggjort ved overrækkelsen senere på året.
For yderligere oplysninger kontakt Ingrid Romsøe, tlf. 2443 9220, eller e-mail: ingrid.romsoe@jubii.dk.
Tilmelding skal ske via www.ladywalk.dk, hvor der kan hentes yderligere oplysninger.
Ladywalk begyndte i 2001 med ét startsted i København, og det er derfor i år 20. gang, at der arrangeres Ladywalk. I dag er der start 14 steder i Danmark: Agger, Frederikshavn, Haderslev, Hillerød, København, Nakskov, Odense, Rønne, Samsø, Skælskør, Sønderborg, Tarm, Aalborg og Aarhus. Ladywalk har i flere år været en Danmarks største endags motionsevent for kvinder. Til Ladywalk den 27. maj 2019 deltog mere end 55.000 kvinder.