Sønderborg Kommune har nu fundet kilden til det gylleudslip, der lukkede badestranden Vemmingbund Strand mandag.
Til stor overraskelse for ægteparret Kurzke, der driver landbrug i nærheden af stranden, kom udslippet fra deres gård.
– Min første tanke var, at det kunne ikke være fra os. For vi har jo ikke gylle liggende på jorden, siger Louise Kurzke til dr.syd.
Et uheld
Tirsdag forsøgte landmandsparret sammen med kommunens miljøfolk at finde frem til gyllelækket – men uden held.
Ifølge Louise Kurzke er kommunens teori, at weekendens uvejr i Sønderjylland har fået en rist til at svømme over.
– De har meldt ud, at det er et uheld, som vi ikke kan gøre for, siger hun.
Kan ende i retten
Louise Kurzke er stadig lidt overvældet efter besøget fra kommunens miljøafdeling.
– Vi er jo kede af det, hvis det er vores skyld. For det er jo ikke noget, vi har gjort med vilje, og vi ved heller ikke rigtig, hvad vi skulle have gjort anderledes, siger Louise Kurzke til radioen.
Nu venter ægteparret på, hvilket efterspil sagen vil få. Ifølge Louise Kurzke har kommunen oplyst, at de ikke kan få en bøde for udslippet, men at det derimod kan ende i en retssag.
Sønderborg Kommune ønsker ikke at udtale sig om sagen.