Lederstilling i Landbrugsstyrelsen slået op med adresse i København

28. november 2019 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

Landbrugsstyrelsen er i Augustenborg og Tønder som led i statslig udflytning. Nu har Landbrugsstyrelsen slået en ny lederstilling op, men med adresse i København og det er faldet Venstres Erling Bonnesen for brystet. Han har kaldt Minister for Fødevarer, Fiskeri, Ligestilling og Nordisk Samarbejde, Mogens Jensen i samråd.

“Det ligner jo, at man er ved at underminere den udflytning af en masse gode arbejdspladser, som vi fik udført, og den skal vi selvfølgelig fastholde. Hvis man flytter ledelsen, hvad bliver så det næste, siger Erling Bonnesen, landbrugsordfører for Venstre, til TV Syd.

Artiklen fortsætter under annoncen

Stillingen blev i første omgang slået op med tjenestested i Augustenborg, men da man ikke kunne finde en kvalificeret kandidat blandt ansøgerne, valgte man at slå stillingen op i København. Landbrugsstyrelsen oplyser tirsdag til TV Syd, at den kommende direktør skal være indstillet på en del rejsedage mellem København og Augustenborg.

Minister Mogens Jensen forklarer, at vicedirektøren kommer til at være lige så meget i Augustenborg som den nuværende – minimum tre dage.

“Vi skal finde en vicedirektør, som skal være i Augustenborg nøjagtig lige så meget, som den tidligere vicedirektør har været. Det står ikke til at ændre på, og det er uanset, hvor man bor i landet”, siger Mogens Jensen til TV Syd.