Livestreamforedrag om istiderne

7. november 2019 Samfund

Istiderne har tydeligt præget landskabet i Danmark. På Biblioteket Sønderborg kan du tirsdag den 12. november klokken 19 tage en tur i MultiKulturhuset og høre om, hvornår og hvordan de danske smeltevandssletter og morænelandskaber blev skabt – og hvordan istiderne stadig har indflydelse på landskabets udvikling.

Arrangementet er en livestreaminger af et offentligt foredrag i naturvidenskab fra Aarhus Universitet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Aftenens foredragsholdere er professor i geofysik David Lundbek Egholm og lektor i geologi Nicolaj Krog Larsen fra Aarhus Universitet, skriver biblioteket.

Skabelsen af det danske landskab

Det danske landskab bærer tydeligt præg af at være dannet af is og vand. Smeltevandsletter og morænelandskaber samt store sten som blev medbragt af isen fra Norge eller Sverige under de seneste istider. Men hvornår og hvordan er det danske landskab blevet skabt – og hvad er forbindelsen til de skandinaviske bjerge?

Du kommer til høre om, hvordan klima og pladetektonik over det meste af Jorden konkurrerer om bjergenes højde og form. Dernæst vil du høre om, hvordan istiderne omformede bjergene i Norge og Sverige og frigjorde de materialer, som senere endte med at danne det danske landskab. Og om hvordan forskerne i et nyt laboratorium på Aarhus Universitet bruger kosmisk stråling og computersimuleringer til at afsløre, hvordan Skandinaviens fjelde med høje flader og dybe fjorde har udviklet sig over millioner af år.

Du vil også se highlights fra den nyeste forskning i istidernes Danmark. Med nye digitale terrænkort løftes sløret for helt nye detaljer i istidslandskaberne fra forskellige dele af Danmark. Du vil også se eksempler på de enorme mængder ler og sand isen og vandet flyttede rundt på. For eksempel blev der alene i Vendsyssel under den seneste istid, Weichsel-istiden, hvert år aflejret ler og sand svarende til 200.000 lastvognlæs – og det stod på i 100.000 år.

Istiderne har også indflydelse på hvordan landskabet udvikler sig i dag idet eftervirkningerne fra isens tyngde stadig får det meste af Danmark til at hæve sig – og det er gode nyheder da havspejlet nu stiger som følge af global opvarmning.

Det er gratis at være med – man møder bare op

 

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk