Lørdag marcherer Skyttebrødrene for fuld musik i Perlegade

6. juni 2023 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Æresgæsten ved Borgerforeningens kongeskydning 2023 i Sønderborg på lørdag er Aabenraas borgmester, Jan Riber Jakobsen.

Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen og æresgæsten står på trappen ved Rådhuset ved lørdagens markedsdage kl. 11.30 og tager imod skyttebrødrene, der kommer marcherende gennem Perlegade. skriver Borgerforeningen.

Foruden skyttebrødrene, æresgæsten og borgmesteren deltager næstformanden i kulturudvalget, Thomas Worm Larsen og formanden for Sønderborg Skyttekreds, Jimmy Illner, i den efterfølgende skyttefrokost.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderborg Garden er som sædvanlig med, når Skyttelauget marcherer gennem byen til Rådhuset. Også i år deltager sækkepibe-orkesteret Green Forest Pipe Band.

Skyttebrødrene begynder med morgenkaffe ved skyttekredsens skydebaner på Kær Vestermark. Sidste års skyttekonge, Jens Chr. Hansen, tager imod. Efter en kort morgenkaffe er der kongeskydning med efterfølgende kåring af årets skyttekonge, der dekoreres med det over 400 år gamle kongeskjold. Skyttekongen bliver således hyldet efter kongeskydningen og ved march gennem byen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kongeskjoldet, som den nye skyttekonge går med gennem byen, stammer helt tilbage fra 1602, hvor det var en populær fornøjelse blandt hertugerne at arrangere fester, og hvor der blev skudt til måls efter en papegøje.

I 1662 lykkedes det Hertug Hans den Yngres sekretær Frederik Glodius at blive skyttekonge ved at få ram på papegøjen. Hertugen lod i den anledning en papegøje anbringe på skjoldet.

Ind til byen

Skyttebrødrene bliver derefter kørt til Mølleparken, hvor flaget hejses på Borgerforeningens flagstang. Fra Mølleparken går optoget kl. 11.15 med den nye skyttekonge i spidsen til modtagelse på Rådhuset. Præcis kl. 12.00 uddeles foran Rådhuset årsmedaljer, inden turen igen går op igennem gågaden med fuld musik.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kongeskydningen foregår på Skyttekredsens 50 meter baner på Kær halvø, og fra kl. 13.15 afvikles den traditionsrige skyttefrokost i Kulturhuset – Skyttehuset i Skovhuse. Jagthornsblæsere tager imod skyttebrødrene ved Skyttehuset.

Tidligere æresgæster

For over 20 år siden startede traditionen med en æresgæst. Den var først daværende skatteminister Frode Sørensen, Sønderborg, derefter var det tidligere amtsborgmester Kresten Philipsen, Aabenraa, revykongen Leif Maibom, TV-stjernen Hans-Georg Møller – bedre kendt som Gorm – så var det oberstløjtnant og garnisonskommandant på Hærens Sergentskole i Sønderborg, Jens Peter Rasmussen, Sønderborg storkommunes nye borgmester Jan Prokopek fulgte efter, så fik provst Lorenz P. Christensen æren, derefter var det formanden for Synnejysk Forening, Egon Adolphsen, tidligere Sønderborg-borgmester A.P. Hansen, entertaineren Thomas Eje, kulturudvalgsformand Stephan Kleinschmidt, forhenværende kriminalinspektør Hans Jørn Feldthaus, entertaineren Christoffer Brodersen, trompetisten Per Nielsen, direktør for Sønderborg Vækstråd, Ole Daugbjerg, Aabenraas borgmester Thomas Andresen, tv-værten Jan Hellesøe, oberstløjtnant Claus Klaris, museumsinspektør Bjørn Østergaard, cykel-entusiasten Jesper Schack og tidligere minister Benny Engelbrecht.

Artiklen fortsætter under annoncen

Historiebøgerne viser

Borgerforeningens Skyttelaug i Sønderborg går helt tilbage til 1600-tallet med ældgamle traditioner. Borgmesteren havde indtil 2010 altid været en mand, men da blev traditionen brudt. Sønderborg fik en kvindelig borgmester, og derfor har Aase Nyegaard deltaget i både kongeskydningen og skyttefrokosten. En kvinde har tidligere deltaget ved skyttefesten. Det er kong Frederik den VII’s gemalinde grevinde Danner. Hun blev ovenikøbet udnævnt til æres-søster og skænkede i 1861 skyttelauget et drikkehorn, som bruges den dag i dag. Også den lille sølvpokal, som borgmesteren skåler med, når skytterne besøger Byrådssalen, er skænket af grevinde Danner til skyttelauget.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kong Frederik VII blev skyttekonge i Sønderborg i 1861. En sølvplade anbragt på det gamle kongeskjold bærer kongens monogram.

 

 

 

 

 

16. april 2024 Samfund, Sønderborg

OMBOLD og kommunen vil favne endnu flere udsatte borgere

16. april 2024 Samfund

Gennem et tre-årigt pilotprojekt, støttet af Den A.P Møllerske Støttefond med seks millioner kroner, vil OMBOLD og DIF i samarbejde med Sønderborg Kommune overføre erfaringerne fra fodbolden til floorball, badminton og løb/gang, så flere udsatte mennesker kan blive en del af idrætsfællesskaber. Selvom fodbolden de sidste par år har givet mange socialt udsatte mennesker i […]

Læs mere...