Mænds Mødesteder – en forening kun for mænd

11. juli 2019 Nordborg Skrevet af: Ole Kæhler

Foreningen Mænds Mødesteder er et landsdækkende netværk med ca. 30 mødesteder. Netværkets primære formål er at skabe et trygt og venligt miljø, hvor mænd kan være sammen om meningsfulde projekter i deres eget tempo og i selskab med andre mænd.

Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.

”Vi topper i Sønderborg, når det gælder om at holde arrangementer. Vi har indtil nu holdt 20-25 arrangementer hvert halve år og de er godt besøgt. Så vi er et eftertragtet mødested”, siger Bjarne Holm Andersen, formand for Mænds Mødesteder i Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Eksempler på Mænds Mødesteder Sønderborgs arrangementer er madlavning, grillture, cykel- og gåture, virksomhedsbesøg, museumsbesøg, foredrag, yoga, sang og floorball.

Foreningen har i dag over 50 medlemmer, som hver mandag kl. 16.30-18.00 benytter lokalerne på Ringbakken 4 i Sønderborg.

Medlemmerne betaler et kontingent på 50 kr. om året.

Aktiviteterne, som mændene mødes om, og hvordan de organiseres, aftaler mændene selv.

”Derfor vil Mænds Mødesteders aktiviteter forme sig og ændres efter de mænd, der er medlemmer og bruger os. Som nyt medlem vil enhver derfor også kunne få medindflydelse på aktivitetsprogrammet”, siger Bjarne Holm Andersen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mænds Mødesteder er styres og formes af de mænd, der bruger foreningen.

Netværket er non-profit og åbent for alle mænd fra 18 år og opefter.