Mark & Christoffer spiller en ekstra jubilæumskoncert

13. december 2023 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Den populære sønderjyske duo, Mark & Christoffer, har netop annonceret en ekstra jubilæumskoncert i Sønderborg, for at fejre deres 25-års jubilæum. Den ekstra koncert finder sted på Sønderborg Teater, torsdag den 25. april kl 19:30.

Efter en utrolig efterspørgsel på koncerten fredag den 26 april, besluttede Mark & Christoffer at tilføje en yderligere koncertdato i Sønderborg, for at give flere mennesker mulighed for at deltage i deres jubilæumsfest.

”Vi er enormt beærede over den efterspørgsel der har været på billetter til vores jubilæumskoncert”, siger Christoffer Brodersen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Og det glæder os at vi nu får lov til at spille vores jubilæumskoncert hele to gange, på vores gamle hjemmebane i Sønderborg”, siger Mark Dixon.

Publikum kan forvente en mindeværdig aften fyldt med smuk musik, godt humør og den velkendte sønderjyske charme, som Mark & Christoffer er kendt for.

Med på scenen, har duoen til lejligheden inviteret tre gæster, som vil kaste ekstra musikalsk stjernedrys over koncerten:

Ronnie Flyvbjerg Olesen, multi-musiker kendt fra bl.a. Sommersang i Mariehaven, Birthe Kjærs orkester m.m.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ditte Fromseier, uddannet som både klassisk og folkemusik-violinist og yderst anerkendt på den danske og internationale folkscene.

Anders Bækgaard, alsidig bassist, der til dagligt beriger Lars Lilholt Band og Michael Learns To Rock med sin gode energi og spilleglæde.

Billetsalget er i gang og billetterne kan købes via markogchristoffer.dk – de koster 325 kroner plus gebyr.