Mandag den 18. maj er der igen Ladywalk i Sønderborg. Tilmeldingen er åben, og Sønderborg Familie og Firma Sport glæder sig til at byde de mange glade ladywalkere velkommen på flotte, nye ruter.
Når Ladywalk løber af stablen mandag den 18. maj 2015, er det med start ved SFS-Hallen på Borgmester Andersens vej i Sønderborg. Her fra kan man som deltager vælge at gå ud på ruter på 7 og 12 km. Vælger man de 7 kilometer, går turen bl.a. ad Borgmester Andersens Vej, Kathrinelund, Kryb i Ly, gennem Digterhaverne, over Tandsbjerg, Sundsmark og slutter igen ved SFS-Hallen. Begiver man sig ud på de 12 km, deles ruten efter Kathrinelund og deltagerne kommer over Vollerup, Klinting og fra Kryb i Ly følger man deltagerne på 7 km ruten. På begge ruter er der rasteplads ved Digterhaverne, og på 12 km ruten er der også rasteplads i Vollerup/Klinting.
“Vi glæder os meget til at byde alle ladywalkere velkommen på de nye ruter”, siger Natascha Christiansen fra Sønderborg Familie og Firma Sport, og fortsætter
“Vi ved, at kvinderne sætter stor pris på, at Ladywalk er en hyggelig måde at være sammen på, hvor de både får motion, frisk luft og snak. Det synes vi, de nye ruter lægger op til.
Gå og feel good
En del af succeshistorien bag Danmarks største endagsmotionsevent er også, at Ladywalk hvert år uddeler betydelige donationer til foreninger, der støtter sygdomsramte kvinder. Alle kvinder, der deltager, er derfor med til at hjælpe andre kvinder på vej.
“Jeg er overbevist om, at de mange kvinder, der deltager i Ladywalk, synes, det er helt perfekt, at de kan hjælpe andre kvinder samtidig med, at de selv har en god aften. Som arrangør synes jeg også, at det er betydningsfuldt, at vi i kraft af de mange deltagere kan give mulighed for, at vi kan uddele så mange penge”, siger Natascha Christiansen, lokalarrangør i Sønderborg
I 2014 modtog Scleroseforeningen og Hjerteforeningen hver 300.000 kr. og i år bliver det Hjerteforeningen, Colitis Crohn Foreningen og Endometriose Foreningen, der modtager donationer. Beløbene vil blive offentliggjort ved overrækkelsen senere på året.
Deltag som hold
I Sønderborg har der altid været mange kvinder, der deltager i Ladywalk som en del af et hold.
Mange benytter det som en tilbagevendende social begivenhed sammen med deres kvindelige kolleger og får lavet logotryk på trøjerne og følges ad i samlet trop. Andre går sammen som fx familie, veninder eller forretningsnetværk.
Tilmelding skal ske på www.ladywalk.dk
Fakta
Ladywalk startede i 2001 med ét startsted. Det var i København. I dag er der startsteder i de 11 byer: Agger, Frederikshavn, Haderslev, København, Nakskov, Odense, Rønne, Skælskør, Sønderborg, Aalborg og Aarhus. Ladywalk har i flere år været Danmarks største endags motionsevent. Til Ladywalk den 26. maj 2014 deltog 39.650 kvinder på én gang. Kvinderne vælger selv, om de vil gå 7 eller 12 km.