Niko-Servodan kan blive Årets Gazellvirksomhed

29. november 2017 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Niko-Servodan i Sønderborg er nomineret som Årets Gazellvirksomhed, der kåres af Vækstrådet på Årets Business Event i december.

Det skriver Vækstrådet i en pressemeddelelse.

”Uanset om det handler om private eller erhverv, så kan Niko-Servodan levere intelligent lysstyring, der optimerer lysforholdene og samtidig reducerer elforbruget”, siger Allan Pilgaard-Jensen, Director Product Management Sensors. Sensorer, som registrerer bevægelse og regulerer lyset, er hovedforretningen, og erhvervsmarkedet er virksomhedens største.

Artiklen fortsætter under annoncen

Familievirksomhed

I 1951 grundlagde Karl Heinz Petersen Sydjysk Servo, i 1958 opstod navnet Servodan og tre sønner gennemførte i 2008 salget til den belgiske familievirksomhed Niko Group.

”Virksomhedskulturen i Servodan byggede – og bygger stadig på – engagerede, ansvarlige og handlekraftige medarbejdere med fokus på kundeorientering og kvalitetsbevidsthed og disse værdier matchede fint kulturen i Niko”, siger Allan Pilgaard-Jensen.

Produktudvikling

Artiklen fortsætter under annoncen

I de seneste år er der gennemført en større integrationsproces, hvor kompetencer og ansvarsområder går på tværs af Niko-gruppen. I Sønderborg har man nu det samlede ansvar for sensorer til lysstyring og dermed produktudvikling for hele Europa, som er Niko-gruppens markedsområde. Allan Pilgaard-Jensen uddyber: ”Nikos køb af Servodan gav et rygstød i forhold til investering, og et senere opkøb af en mindre virksomhed har også bidraget til at styrke produktudviklingen i Sønderborg”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Projektsalg og ny produktserie

”En ny produktserie lanceret i 2014 samt fokus på projektsalg i samarbejde med rådgivende ingeniører, installatører og grossister har været væsentlige elementer i vores fremgang”, siger Allan Pilgaard-Jensen og tilføjer:

”Vi er med til at specificere de nødvendige produkter til nye projekter sammen med ingeniører og installatører, hvorefter produkterne leveres af grossister, som forhandler alle Niko-Servodans produkter”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Innovation og god balance

”Innovation i både produkt- og markedsudvikling er vigtigt for alle virksomheder”, siger Allan Pilgaard-Jensen og fortsætter:

” Det er også vigtigt at sikre en god balance mellem lokale kompetencer og organisationens centrale kompetencer, når man bliver en del af noget større, og det lykkes godt for os”.

Til Årets Business Event den 7. december på Det Blå Gymnasium vil Allan Schøne fra EY – med udgangspunkt i regnskabstal – begrunde, hvorfor Niko-Servodan A/S er nomineret som Sønderborg Gazelle 2017.