Nord-Als Musikfestival håber på politikerne ikke følger eksperternes råd

24. april 2021 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Eksperter har fortalt, at når der skal holdes musikfestivaller til sommer, så skal festpladserne deles op i sektioner, hvor der kan være 2000 i hver og hver festivaldeltager skal have fire kvadratmeter plads. Derudover mener eksperterne, at festivaldeltagerne ikke skal have lov til at bo i teltlejre.

Det fortæller formanden for Nord-Als Musikfestival, Karsten Fibiger til SønderborgNYT, som igen skal kæmpe for at redde mest muligt af den musikoplevelse, som han og andre gerne vil byde på.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Nu er vi i fuld gang med at skrive til Folketingets kulturordførere, fordi det er umuligt at overholde det med fire kvadratmeter til hver festivaldeltager og en opdeling af pladsen ligger selvfølgelig fint for Grøn Koncert eller en på et fodboldstadion, men ikke til musikfestivaller”, siger Karsten Fibiger.

“At der ikke må være overnatning i telte under festivallen, det er en udfordring, som jeg mener, vi kan håndtere”, siger formanden.

Karsten Fibiger håber på, at politikerne vil lade festivallerne lukke gæster med en negativ Coronatest ind på festivalpladsen – og det er fint for ham, hvis testen højst må være 24 timer gammel.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sidste år måtte Nord-Als Musikfestival, som andre festivaller, aflyse – og arbejdet på at arrangere dette års musikfestival på Nord-Als har været fyldt med udfordringer – og der er endnu intet, der er sikkert.

“Den seneste udmelding fra eksperterne sender os et stykke ned ad rutschebanen – og jeg skal vist snart passe på, jeg ikke får et mavesår”, siger musikfestivalformand Karsten Fibiger.