Nordals får nyt ferieparadis til 1,3 milliarder kroner

11. juli 2019 Nordborg Skrevet af: Michael Kjær

500 nye bæredygtige feriehuse med en helt unik placering og udsigt og adgang til skov og strand, en stor tropisk waterpark, restauranter, naturoplevelser, læring, og et kæmpe strandområde med promenade  og havbad med mulighed for alverdens aktiviteter.

Linak Holding og Bitten & Mads Clausens fond har sikret finansieringen af det nye ferieresort på Nordals, som et udviklingsselskab har arbejdet på i tre år.

Første spadestik tages inden november 2020.

Nordals bliver et nyt ferieparadis, når et nyt stort, bæredygtigt og topmoderne ferieresort med 500 ferieboliger og vandland åbner i foråret 2023.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er en realitet efter at Linak Holding, Bitten & Mads Clausens Fond og Sønderborg Kommune har sikret finansieringen af det godt 1,3 milliarder kroner store projekt.

Inden november 2020 tages det første spadestik til det nye ferieresort, som kommer til at rumme 500 feriehuse med udsigt og adgang til skov og strand, et tropisk vandland, aktiviteter og naturoplevelser for alle generationer, restauranter, indkøbsmuligheder og et strandområde med promenade og stort havbad.

Alt lavet med fokus på bæredygtighed og på at sikre et så lavt energiforbrug som muligt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Feriehuse, badeland og øvrige bygninger bliver placeret, så de passer ind i landskabet, som i dag primært består af landbrugsjord. Erhvervelse af den øvrige jord i området er sikret efter aftale med de lokale ejere. Samtidig vil der blive plantet ny skov, skabt naturstier, søer og sikret uberørt natur.

Ferieresortet forventes at tiltrække flere end 200.000 turister til Als årligt, og vil skabe ca. 300 nye arbejdspladser og en lang række opgaver for lokale og regionale håndværkere og entreprenører. Den samlede investering forventes at blive på 1,3 miliarder kroner.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi vil gerne være med til at skabe mere vækst og fremgang på Nordals. Det er meget vigtigt for os, at lokalsamfundet er involveret og får noget ud af det her store projekt. Vi er overbeviste om, at det nye ferieresort får stor betydning for hele Als. Derfor er det naturligt, at vi involverer os,” siger Bent Jensen, direktør og ejer, Linak.

Også bestyrelsesformand for Bitten & Mads Clausens Fond, Peter Clausen er meget glad for, at projektet nu bliver en realitet.

”Vi har investeret i Universe Sciencepark, og derfor er det helt naturligt for os at deltage i den videre udvikling af området. Vi kan etablere et bæredygtigt projekt i særdeles smukke omgivelser, som vil tiltrække turister fra hele Danmark.  Men forventningen er i høj grad også, at vores tyske naboer, for eksempel fra metropolregionen Hamborg, og gæster fra Holland fremover vil kigge mod Als, når ferien skal planlægges. Så potentialet er meget stort”, siger Peter Mads Clausen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Linak Holding og Bitten & Mads Clausens Fond har dannet et fælles selskab, som bliver ejere af det nye ferieresort. Den daglige drift og udvikling af det nye resort vil blive varetaget af et selskab, som har mange års erfaring med ferieresorts.

Sønderborg Kommune har investeret 100 millioner kroner i projektet, som blandt andet vil blive anvendt til at bygge en promenade  langs stranden ud mod Lillebælt samt et helt nyt havbad, som bliver et vartegn ved kysten og omdrejningspunkt for vandaktiviteter, sejlads og oplevelser.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ideen om Nordals Ferieresort blev født, da Folketinget i 2015 gjorde det muligt for kommunerne at søge dispensation for byggeri af ferieboliger i kystnære zoner. Sønderborg Kommune søgte og fik i 2016 én af 10 forhåndsgodkendelser, hvorefter kommunen skød 12 mio kroner og Bitten & Mads Clausen Fonden, og  Linak hver 6 mio kroner i et selskab til udarbejdelse af projektet.

Borgmester Erik Lauritzen (ser frem til at resort projektet nu kan gå i gang.

“Jeg er glad og stolt over at være nået hertil. Vi har sammen med Linak og BMC lagt mange penge og kræfter i udviklingen af projektet, og i udviklingsselskabet er der lavet et stort og flot arbejde, som vi har stor tiltro til. Als har rigtig meget at byde på, og med det nye ferieresort rykker vi op i en ny liga. De flere end 200.000 nye turister hvert år vil få meget stor betydning for vores område. Både i forhold til arbejdspladser, men også i forhold til at sikre nye aktiviteter og mere liv. For os der bor her, får jo også glæde af det nye resort”, siger Erik Lauritzen.

Direktøren for Udviklingsselskabet Nordals ferieresort, Niels Feerup, understreger, at man er i fuld gang med blandt andet at få design og arkitektur på plads og samtidig skal bygge- og VVM tilladelse være i orden, før selve projektering og byggeri kan gå i gang.

Allerede nu ligger der planer om en fase to i forbindelse med ferieresortet, som blandt andet kan indeholde 200 sommerhuse, og muligheden for at private kan købe sig ind i resortet, når en stabil drift er sikret.

26. april 2024 Politik, Nordborg

Politisk debatmøde – hvor står vi og hvor vil vi hen?

26. april 2024 Politik

Torsdag aften havde Socialdemokratiet inviteret til ‘Dér derbAtter’ i medborgerhuset på Th, BrorsensVej i Nordborg og der var hele 112 mennesker, som gerne ville være med. “Vores plan med aftenen, det er få nogle ideer fra Jer, som vi kan tage med os. Jeg lover ikke, at de allesammen bliver til noget, men vi vil […]

Læs mere...