Nordals Idrætscenter gør klar til 50 års jubilæum

7. april 2017 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Til oktober kan Nordals Idrætscenter fejre 50 års jubilæum og dermed et halvt århundrede som centralt samlingspunkt for hele Nordals. Der er travlhed op til jubilæet, for massive investeringer i centret sikrer, at Nordals Idrætscenter på trods af sin høje alder både kan følge med tiden og er i særdeles god form.

Der arbejdes koncentreret i Nordals Idrætscenter, imens jubilæumsdatoen i oktober rykker tættere på. For selvom det omfattende renoveringsarbejde allerede er langt, er der stadig meget, der skal nås. Alene over de sidste år er der investeret over otte mio. kr. i bl.a. en  totalrenovering af flisebelægningen i centrets populære svømmehal, der også har fået nye startskamler. Samtidig har flere dele af centret fået ny tagbelægning, ligesom parkeringsarealerne er blevet asfalteret.

Artiklen fortsætter under annoncen

I renoveringen er der, tro mod områdets grønne fokus, valgt en række klimarigtige løsninger. Etableringen af et stort solcelleanlæg betyder f.eks., at Nordals Idrætscenter nu er 80 % selvforsynende med elektricitet. Der er også etableret energibesparende LED belysning over det meste af centeret.

“Men vi er ikke færdige endnu. I bestyrelsen har vi nemlig besluttet, at vi vil gennemføre endnu flere forbedringer og tiltag allerede i år og inden jubilæet. Vi har således afsat yderligere fem mio. kr. til både renovering og nyetablering”, siger bestyrelsesformand Kjeld Kückelhahn i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vil styrke e-sports talenter

De mange millioner skal bl.a. benyttes til renovering af alle toiletter og omklædningsrum samt samtlige gulvarealer i de gange, der forbinder centrets mange aktiviteter. Også Nordals Idrætscenters cafeteria og dele af de udvendige bygninger vil få en kærlig hånd. Sidst men ikke mindst bliver der etableret helt nye lokaler for e-sport.

“E-sport og gaming er i hastig vækst. F.eks. ser vi flere og flere af de professionelle klubber i både ind- og udland etablere e-sport teams, og lokalt i kommunen har vi allerede udklækket den første professionelle gamer. I Nordals Idrætscenter vil vi gerne give vores mange unge talenter de helt rette rammer til at dyrke e-sport og udvikle deres færdigheder på lige fod med andre populære sportsgrene”, siger Theodor Munch Knudsen, der er centerleder for Nordals Idrætscenter.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vemodigt farvel til centerleder

Også rent organisatorisk byder jubilæumsåret på store ændringer for Nordals Idrætscenter. Gennem en ændring af centrets vedtægter er det blevet muligt at ændre sammensætningen i bestyrelsen således, at der nu er flere repræsentanter for brugerne af centret, nemlig idrætsforeningerne, samt centrets medarbejdere. Bestyrelsen udgøres i dag af Bjarne Knudsen, Ken Lyngkilde, Jan Bossen, Martin Brander, Thomas Evald og Kjeld Kückelhahn samt Tommy Brandt, der er valgt af medarbejderne som observatør.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sidst men ikke mindst bringer året også et vemodigt farvel til centerleder gennem 22 år, Theodor Munch Knudsen, der har valgt at gå på efterløn.

“Det har været en lang og spændende rejse, hvor vi har fået skabt et solidt økonomisk fundament for et sundt og stærkt Nordals Idrætscenter. De mange investeringer sikrer, at centret føres sikkert ind i fremtiden. Det gælder både de rent fysiske rammer men også udviklingen af de tiltag og aktiviteter, som vi kan tilbyde de mange brugere. Med andre ord har vi fremtidssikret Nordals Idrætscenter, der også i de næste 50 år vil være et naturligt samlingssted i vores område. Så min mission er fuldført, og det er med en rigtig god følelse i maven, at jeg nu kan trække mig tilbage”, siger Theodor Munch Knudsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Bestyrelsen for Nordals Idrætscenter er netop gået i gang med at lede efter en ny centerleder, selvom det er bliver svært at udfylde skoene efter den forgående.

“Da Theodor Munch Knudsen for 22 år siden kom til Nordals Idrætscenter, var tallene blodrøde. Theodor har formået at vende skuden fuldstændigt og har skabt et særdeles stabilt økonomisk grundlag. Det er i høj grad Theodors fortjeneste, at Nordals Idrætscenter er fulgt med udviklingen og i jubilæumsåret kan tage endnu et skridt fremad. Det er imponerende resultater, og vi vil i den grad savne Theodor. Men jeg er sikker på, at han ikke slipper os helt, for som det loyale, engagerede og målrettede menneske han er, kan Theodor slet ikke lade være med at involvere sig i vores område”, siger Kjeld Kückelhahn.

 

 

28. marts 2024 Samfund, Sønderborg

Rigtigt mange blev en del af Stop Madspild

28. marts 2024 Samfund

Torsdag stod adskillige mennesker i kø for at hente overskuds-madvarer i Frivillighedens Hus, hvor en gruppe på 18 frivillige stod klar til at dele ud og på den måde var både frivillige og modtagere en del af Stop Madspild, som også bakkes op af en række lokale dagligvarebutikker. “Vi har fået en masse madvarer, som […]

Læs mere...