Tre projekter fra Nordborg Slots Efterskole er gået videre til finalen i Unge Forskere, og fælles for dem er, at eleverne har arbejdet med løsninger på udfordringer, der både handler om natur, miljø og menneskers trivsel. Ved semifinalen i ‘Unge Forskere’ gik skolen videre med projekter om iltsvind i søer og fjorde samt en app, der skal få folk ud at gå og give dem et pusterum fra skærmen.
Projektet ‘ScapeCast’ kommer også fra 10. klasse, hvor Niels Axel Kjer Uldbjerg, Felix Fox og Mathias Johannes Dahl Nielsen har udviklet en app, der guider brugeren på gåture ved hjælp af GPS og lydfortællinger om stederne undervejs. Målet er at mindske stress, skære ned på skærmtiden og give brugeren et pusterum i hverdagen.
Det tredje projekt, ‘BIO-Nit’, er udviklet af David Hammen, Sofia Dankert og Elliott Viggo fra 9. klasse.
Her har eleverne arbejdet med en flydende platform med tagrør, som kan placeres i fjorde, hvor planterne skal optage nitrat fra vandet og samtidig være med til at skabe bedre forhold for dyr og planter.
“Jeg er virkelig imponeret over iderigdommen ved årets semifinaler. Eleverne har identificeret konkrete problemer, undersøgt dem grundigt og omsat deres viden til løsninger, der kan gøre en reel forskel. Det er, hvad der sker, når elever får plads til at forfølge deres egen nysgerrighed. Det er inspirerende og vækker håb”, siger Katrine Bruhn Holck, programleder for Unge Forskere.
Nu skal eleverne fra Nordborg Slots Efterskole arbejde videre med projekterne frem mod finalen, hvor en fagjury vurderer både idé, naturvidenskabelig arbejdsmetode og gruppens evne til at formidle deres forskning.


















