Musik i Haven er sommerens koncertrække med musikalsk vellyd i ti skønne private haver i hele Sønderborg kommune fra juli til september.
Sønderborg Musikråd indbyder haveejere, der har mod på værtsskab, og som elsker gæster og musik, til et prøvearrangement den 19. juni kl. 17 – 19.30 på Kegnæs, hvor May Jeznach Madsen og Steffen Bay leverer musikken og Sønderborg Musikråd informerer om projektet. Interesserede værter kan tilmelde sig på mail: [email protected].
Ved dette arrangement – som ved de kommende – indbydes gæsterne til at deltage med picnickurv, tæppe og/eller festivalstol og slå sig ned med god afstand til nabogæsten. Håndsprit, målebånd, adgangsbegrænsning og øvrige coronaforebyggende tiltag står Musikrådet for i samarbejde med værten, skriver Musikrådet.
Vejrforholdene kan betyde aflysninger og flytning af arrangementerne, men Musikrådet satser og håber, at mange har lyst til at bakke op om arrangementerne, som annonceres på Sønderborg Musikråds hjemmeside og gennem Facebookopslag samt løbende bekendtgørelse via SønderborgNYT.
Koncerterne tilrettelægges efter samme koncept som Musik i Privaten. Formålet er, at bringe musikken tæt på i hele Sønderborg kommune: Gøre livemusikken vedkommende og let tilgængelig samt styrke naboskaberne gennem fælles oplevelser – kort og godt: Være sammen igen om en musikalsk oplevelse.
Fakta om Musik i Privaten
Sønderborg Musikråd stod for projektet Musik i Privaten gennem vinterhalvåret 2019/2020 og ti private værter åbnede deres døre for knap 400 gæster: naboer, venner, tilrejsende m.fl. Efterfølgende spurgte Musikrådet såvel værter som musikere om deres oplevelser af arrangementerne. Alle udtrykte ønsker om at gentage koncertrækken. Sammen om Musik i Haven er det nye tiltag. Værter og musikere var enige om, at det var anderledes oplevelser med større intimitet og større kontakt mellem publikum og musikerne, når mødet sker under private former.