I efteråret blev det afsløret, at Sønderborg bliver vært for det populære TV2-program ’Nybyggerne’ og mandag holdes der pressemøde i Linde Haven i Sønderborg, som du kan følge direkte på SønderborgNYT TV, fra klokken 12:00.
Optagelserne til programmet, hvor fire par skal kæmpe om at indrette det bedste hus, er så småt ved at gå i gang og frem til den 22. juni skal deltagerne færdigbygge og indrette fire ens råhuse til netop deres drømmehjem.
Vinderparret får huset, som de selv har indrettet og det har en værdi på omkring 2,6 millioner kroner og udsendelserne sendes i efteråret og slutter med en stor finale, der sendes direkte fra Sønderborg.
Den allerførste sæson af programmet foregik i Sydjylland – i den sydlige del af Kolding og sidenhen har programmet bevæget sig forbi byer som Randers, Hedehusene, Farum og senest Silkeborg.
SønderborgNYT sender hele pressemødet direkte på SønderborgNYT TV og SønderborgNYTs Facebookside i dag fra klokken 12:00.