Nyd symfoniorkestrets Skt. Hans-koncert og se bål ved vandet

12. juni 2019 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Sønderjyllands Symfoniorkester runder sæsonen af med en festlig Skt. Hans-koncert søndag den 23. juni kl. 19.30 i Koncertsalen Alsion.

Koncerten er som vanlig efterfulgt af båltale og bål på kajen. Koncertens dirigent er Ryan Bancroft, Malko-vinder fra 2018, og de fire solister Nana Bugge Rasmussen, Jens Christian Tvilum, Lars Fosser og Steffen Bruun vil sammen med orkestrets eget Filharmonisk Kor synge Mendelssohns ”Die Erste Wahlpurgisnacht”, skriver symfoniorkestret.

Der lægges ud med tysk romantik med Mendelssohn og rundes af med nordiske toner fra Kuhlaus Ouverture til Elverhøj, Sibelius’ Finlandia, Griegs Peer Gynt suite nr. 1 og Jakob Gades Tango Jalousi, og således er der ledt op til en festlig Sankthansaften.

Artiklen fortsætter under annoncen

Efter koncerten er der bålfest på kajen og Café Alsion står traditionen tro for salg af ringriderpølser, øl, vin og vand.

Koncertbilletten FINDER du HER