Nytårskur med positive udmeldinger

3. januar 2019 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Det går rigtigt godt i Sønderborg – og er der nogle, der skulle være i tvivl om det, så burde de have deltaget i Årets Nytårskur i en tætpakket Café Alsion, hvor der var fokus på kommunen, erhvervslivet og alle de frivillige.

“Hverken kraner eller byggepladser står stille og der bygges i Gråsten, Nordborg og Sønderborg”, sagde borgmester Erik Lauritzen i sin nytårstale.

“Og i Sønderborg Kommune er omkring 6500 medarbejdere, der er af stolte over at arbejde for fællesskabet. Og måske er der en enkelt svipser ind imellem, men medarbejderne gør det rigtigt godt”, sagde borgmesteren.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi er forlængst kommet fri af finanskrisen og det mærker virksomhederne.

“Og det går også rigtigt godt i erhvervslivet, selvom det er hårdt for nogle af dem i detailhandlen. Sønderborg er kåret som landets flotteste handelsby og efter sigende har den også forudsætningerne for at blive en stærk handelsby”, sagde Erik Lauritzen.

“Et spændende handelsliv kan trække både tilflyttere og turister”.

Borgmesteren fik også sagt tak til de mange frivillige.

Tak til alle de frivillige

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg vil gerne sige Jer tak, fordi I skaber aktiviteter, skaber liv og giver mennesker livsindhold”.

Der var også en speciel tak til de frivillige,, der træder til, når der er oversvømmelser, brand og andre ting, hvor der skal gøres en vigtig indsats.

“Så jeg siger tak til de frivillige i brandværnene, hjemmeværnet og beredskabet”, sagde Erik Lauritzen.

Især de frivillige branværn har svært ved at finde frivillige, som kan stå til rådighed i arbejdstiden.

“Og derfor vil jeg opfordre arbejdsgivere til at overveje, om det ikke er muligt at gi’ medarbejdere lov til at melde sig som frivillige, så de kan rende, når der er brand”, sagde borgmesteren.

Artiklen fortsætter under annoncen

Klimaet blev ikke glemt

Den brandvarme sommer og onsdagens oversvømmelser kan ses som en reminder om, der er sket nogle klimaforandringer.

“Vi har længe misbrugt og vi misbruger stadig Jorden – og nu står vi med klimaforandringerne. Nogle mener, at hvis ikke alle gør en indsats, så kan vi lige så godt helt lade være”, sagde borgmester Erik Lauritzen.

“Men det har de slet ikke ret i. Vi, der har evnen og muligheden, har også forpligtigelsen til at gøre noget – og det gør vi”, sagde han med henvisning til ProjectZero-Visionen, som har gjort Sønderborg kendt langt ud over landegrænsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Industrigruppen er glad for Sønderborg

Industrigruppen er glad for Sønderborg. Det slog Erling Duus fast – efter at Sønderborg Garden havde underholdt med nogle musiknumre.

“Vi har et rigtigt godt samarbejde med kommunen og når der er udfordringer, så skriver vi ikke læserbreve i medierne. Vi henvender os direkte til kommunens medarbejdere og det virker”, sagde Erling Duus.

“Sønderborgs 10. klasser er ikke isoleret, men i kontakt med BC Syd og med EUC Syd. Og ingeniørstuderende garanteres en praktikplads. Det er ret enestående”, sagde industrimanden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han ønsker, at de unge vil søge ind på de uddannelser, som der er brug for.

“Det er helt ok at tage i gymnasiet, hvis der er perspektiv i det. Ellers er der mere mening i at tage en håndværkeruddannelse”, sagde Erling Duus.

104.000 ledige

Lige nu er der 104.000 ledige uden uddannelse.

“Og hjælper kommunerne dem med kurser og uddannelse, så kan vi bruge dem i industrien. Og vi har en forpligtigelse til at hjælpe dem. Giv dem uddannelse, så tager vi imod dem”, sagde Erling Duus.