Siden 1 september har ingeniørstuderende på Innovation and Business-linjen på SDU arbejdet intenst med en række på forhånd opstillede udfordringer fra én af Sønderborgs store elektronikvirksomheder, OJ Electronics. I mandags fremlagde de studerende deres løsninger og forslag for repræsentanter fra virksomheden.
“Både processen og det som er kommet ud af projektsamarbejdet er relevant for os”, fortæller Innovation and R&D Director Tom Toft Kragh fra OJ Electronics.
Fordelt på fire grupper fremlagde de studerende forskellige bud på, hvordan OJ Electronics kan fastholde og øge deres fremtrædende position på verdensmarkedet inden for bl.a. gulvvarmestyringer. De studerendes bud spændte lige fra optimering af dataindsamling og brug af kunstig intelligens over udvikling af firmaets hjemmeside til et konkret bud på en prototype.
Friske øjne
Og Innovation and R&D Director Tom Toft Kragh var imponeret over, hvad han og hans kollegaer blev præsenteret for.
“Vi blev fremlagt fire – i større eller mindre omfang – brugbare veje at gå. Der er noget som vi kan vælge at tage fat i. Der er noget vi allerede er i gang med, og så er der noget, som er lidt mere langhåret og langsigtet”.
Kan skubbe til os
Tom Toft Kragh roser de studerende for alle at være stærke personligheder, som har været i stand til at stille sig op og fortælle, hvad de tænker og mener.
“Vi kan virkelig godt lide Innovation and Business -uddannelsen, som kombinerer det tekniske og innovative med det kommercielle. Det har været interessant at møde og arbejde sammen med de studerende. Der kan komme nogle vilde ting og input, som kan skubbe lidt til os. Det kan vi godt lide”.
Tusindvis af studerende fra SDU er hvert år involveret i samarbejder med virksomheder, hvor de studerende får en case, og projektsamarbejdspartneren får et bud på en løsning på en given udfordring eller problemstilling. Med de studerendes høje, faglige niveau, er virksomhederne sikret friskt syn på sagen. De studerende arbejder i grupper, hvilket betyder, at de har mulighed og overskud til kaste sig over opgaver af en anseelig størrelse.