Oplev 1864 i Historiecenter Dybbøl Banke i efteråresferien

14. oktober 2021 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

I efterårsferien byder Historiecenter Dybbøl Banke velkommen til en spændende uge i krigens tegn. Fra lørdag til og med den 24. oktober kan du møde smeden, marketenderen og alle soldaterne ude i skansen, hvor de står klar til at fortælle om 1864. Fortællingerne spænder bredt, og du kan både høre om våben, skansens indretning og noget så jordnært som toiletforholdene på slagmarken – og det var lige netop en jordnær oplevelse. I den levende formidling får du selv mulighed for at prøve kræfter med soldaterlivet, hvor du bl.a. kan prøve at bage en pandekage på soldatermanér, støbe en kugle, lægge dig i mandskabsbarakkens halm og storme en tur op ad skansen, skriver historiecentret.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi er glade for endelig at kunne åbne for vores levende formidling og nu kan publikum frit bevæge sig rundt uden at være påvirket af, hvor mange der må være i de enkelte rum. Vi passer naturligvis stadig på og heldigvis foregår størstedelen af formidlingen udenfor”, siger centerleder Bjørn Østergaard.

Efter to års fravær kan Historiecenter Dybbøl Banke igen åbne sin rekrutskole, hvor de yngre gæster uddannes til soldater. Under kommandersergentens strenge kommando øves der eksercits og ladning af gevær. De små soldater skal ud at marchere, trække med rullebroen og storme skansen. Til sidst får soldaterne et diplom på at have gennemført uddannelsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Rekrutskolen er klar mandag til fredag kl. 13.20 og rekrutterne kan med fordel have støbt en geværkugle inden.

Inde i historiecentrets hovedbygning kan publikum se de to film ’Dommedag for Danmark’ og ’Angrebet på Als’ og se udstillingen ’Mennesker i krig’.

Ligeledes er Dybbøl Mølle åben hele ugen med udstilling om møllens historie og Dybbøl som symbol.

Billetter til henholdvis Historiecenter Dybbøl Banke og Dybbøl Mølle kan købes online via hjemmesiden 1864.dk eller ved døren.