Opus 2 Big Band inviterer til nytårsgallakoncert med Rudi Sisseck

14. november 2018 Kultur

Opus 2 Big Band inviterer til nytårsgallakoncert med kongelig operasanger Rudi Sisseck lørdag den 12. januar kl. 18.30 på Hotel Sønderborg Strand.

Sønderborgdrengen Rudi Sisseck vender for en kort bemærkning tilbage til fødebyen Sønderborg, hvor han sammen med Sønderborgs eget big band Opus 2, fører os stemningsmæssigt tilbage til de storslåede dinnerkoncerter i Las Vegas.

Publikum får i et par timer mulighed for at nyde Sinatra-klassikere og andre swingnumre efter en god middag fra køkkenet på Hotel Sønderborg Strand, skriver Opus 2 Big Band til SønderborgNYT

Det er et virkeligt scoop for Opus 2 Big Band, at det er lykkedes at engagere sangeren Rudi Sisseck til en nytårsgallakoncert i Sønderborg og der venter koncertgæsterne en stor musikalsk oplevelse, når barytonen møder det velspillende big band.

Artiklen fortsætter under annoncen

Big bandets faste sangerinde Iben Broholm vil også synge nogle numre til koncerten.

Barytonsangeren Rudi Sisseck er født og opvokset i Sønderborg og efter sin skole- og gymnasietid på henholdsvis Sønderskov Skolen og Statsskolen, uddannede han sig på Det Jyske Musikkonservatorium, med videreuddannelse i Wien hos Walter Berry.

Fra 1986 til 1991 var Rudi Sisseck ansat i Den Jyske Operas kor og siden 1991 har han været ansat i Det Kongelige Operakor, hvor han også har haft en del solistroller. Interessen for jazzen stammer fra ungdomsårene i Sønderborg, hvor han dannede ’Rudis Swingtet’, der underholdt med swingmusik ved forskellige lejligheder i og omkring Sønderborg.

I begyndelsen af ’80erne optrådte Rudi Sisseck med DR Big Band og med kendte navne som NHØP og Dizzie Gillespie.

I 2016 fik Rudi Sisseck tildelt Ridderkorset.

Koncerten er kommet i stand gennem kontakten mellem de to gamle klassekammerater fra Sønderskov Skolen – Rudi Sisseck og trompetist i Opus 2, Bo Andersen.

Prisen for nytårsgallakoncerten er 350 kroner inklusiv 3-retters menu fra køkkenet på Hotel Sønderborg Strand. Ønskes alene adgang til koncerten uden spisning, kan billetter købes til 125 kroner.

Reservation kan ske ved indbetaling til Danske Bank konto 3531 4731094861 – husk at angive navn og antal personer.

Der udbydes 150 billetter til salg til koncerten.

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk