Overlæge på Sønderborg Sygehus vil teste cannabis-creme

28. april 2019 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Mellem 60-80 procent af patienterne i sårambulatoriet på Sønderborg Sygehus har voldsomme smerter, selv om de typisk får morfin- eller NSAID-præparater, eksempelvis Iibuprofen, skriver ProPatienter.dk

Det har nu fået Rolf Jelnes til at ansøge blandt andet Videnskabsetisk Komité og Lægemiddelstyrelsen om lov til at teste en creme med det ikke-euforiserende indholdsstof i cannabis, CBD, og en lille smule af det euforiserende indholdsstof THC på 26 patienter tilknyttet sårambulatoriet på Sønderborg Sygehus.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Patienterne har ofte forfærdeligt ondt. Det er som regel især ældre patienter, som ikke tåler hverken morfin eller vores andre smertestillende midler, hvorfor bivirkningsprofilerne alt for tit overstiger behandlingsresultaterne. Patienterne, der ovenikøbet ofte også lider af andre sygdomme, lever derfor med kroniske smerter fra deres sår og i evig angst for hver gang, at deres sår skal skiftes, hvor det om muligt gør endnu mere ondt”, siger Rolf Jelnes.

Hvis projekt godkendes, vil sønderjyske patienter med sår på benene i løbet af efteråret blive tilbudt at deltage i et randomiseret, kontrolleret placeboforsøg med cannabiscreme. Blandt andre patienter med åreknuder eller blodpropper i benene.

Artiklen fortsætter under annoncen

Rolf Jelnes har ikke kunnet finde andre valide lægefaglige studier af medicinsk cannabis mod sårsmerter, men siger, at han er blevet inspireret af en canadisk kollega, som sidste sommer under en kongres i Edinburgh fortalte ham om sine meget effektive resultater ved brug af cannabis mod smerter under sårheling.

”Hvis det er rigtigt, at det giver smertelettelse indenfor få timer, så er det jo nærmest et mirakel, og mirakler tror jeg sådan set ikke på. Men lad os nu se, hvordan det virker i forsøg”, siger Rolf Jelnes, der endnu ikke har afprøvet cremen på én eneste patient:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Nej, det har jeg ikke, for vi kan ligeså godt gøre tingene ordentligt fra starten og lave et rigtigt studie efter alle videnskabelige regler. Hvis stoffet har en smertedæmpende virkning, vil det angiveligt vise sig inden for 14 dage”, siger han.

Hos Cannabis Danmark hilser sekretariatschef Rikke Jakobsen forsøget yderst velkomment:

“Der er grund til at forvente, at den medicinske cannabis vil kunne have en helende effekt på huden, så det er et interessant studie at få gennemført”, siger Rikke Jakobsen, der dog i samme åndedrag advarer sårpatienter udenfor forsøget mod selv at eksperimentere med de CBD-olier, som kan købes på det kommercielle marked:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det er meget vigtigt, at cremerne, der jo skal ind i sårene, er testet fuldstændigt rene for eksempelvis pesticider, solventer og andre kemikalier og urenheder. Testene skal være udført af analysefirmaer, som er uafhængige af forhandlerne, men desværre er det fortsat de færreste kommercielle CBD-producenter, der kan fremvise dokumentation for, at deres produkter har den nødvendige renhed”, siger Rikke Jakobsen.