På fredag indvies Sdr. Kettingskovs stendysse

19. juni 2021 Augustenborg Skrevet af: Redaktion

Kettingskov Landsbylaug har fredag kl. 14.00 den officielle indvielse af deres stendysseprojekt ved Sdr. Kettingskovs udmunding til Østkystvejen midtvejs mellem Fynshav og Mommark.

Vores unikke område Kettingskov er bundet sammen af Blommeskobbel skov, hvor én af Nordeuropas største og flotteste langdysser – mellem 5000 og 6000 år gammel – er placeret, skriver landsbylauget til SønderborgNYT.

Landsbylauget har de seneste to år arbejdet med en idé om at synliggøre Kettingskov-området på en måde, der relaterer til dets beliggenhed.

Artiklen fortsætter under annoncen

I landsbylauget opstod ideen til at følge op på vores forfædres kunnen – forstået på den måde, at hvis de kunne bygge en stendysse, kan vi vel også gøre det i dag. Vores plan gik ud på at bygge et vartegn i form af en stendysse i naturlig størrelse ved indfaldsvejene til vores område, startende med fase et ved Nr. Kettingskovs udmunding i Østkystvejen, som blev indviet august 2020 og tilsvarende en fase to for Sdr. Kettingskovs vedkommende, som nu er klar til indvielse – og det skal gøres med maner, som vores forfædre ganske givet også gjorde det.

Artiklen fortsætter under annoncen

Projektet er muliggjort med støtte fra Sønderborg Kommunes pulje for borgerinitiativer og en meget stor frivillig indsats fra mange lokale.

I forbindelse med beliggenheden – direkte ved Østkystvejen – er vi yderligere begunstiget af, at vores projekt er placeret cirka 5 meter fra ‘Østersø cykelrute nr.8’ – en lille del af den 9.000 kilometer lange cykelrute rundt om hele Østersøen.

Vi har allerede nu oplevet meget stor interesse – mange kommer forbi, holder rast og besigtiger vores ret unikke installationer samtidig med, at de på opsatte infotavler kan blive informeret – på tre sprog – om områdets unikke historie.