Påskeudstilling i skovfogedboligen Nygård i Nørreskoven

30. marts 2022 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Den gamle skovfogedbolig Nygård i Nørreskoven danner igen i påsken ramme om en kunstudstilling og igen i år udstiller tre kunstnere med tre forskellige udtryksformer. Hanne Skyum, træsnit og trærelief. Hanne Ida Helstrup, grafik og Jette Nørregård der arbejder med papir som omdrejningspunkt, skriver Foreningen Nygård.

Der er fernisering, skærtorsdag, den 14. april kl. 15.00 med musikalsk indslag fra Sønderborg Musikskole.

Hanne Skyum er i sine træskærerarbejder inspireret af iagttagelser i naturen, i skove med gamle træers krogede trækroner og vidt forgrenede rodnet. I nogle af hendes træsnit er afstanden fra trærøddernes former til vikingetidens slyngornamentik forsvindende lille.

Artiklen fortsætter under annoncen

Grafikeren Hanne Ida Helstrup viser ved udstillingen på Nygård arbejder, der hovedsagelig kredser om nøgne marker med landbrugets fuger, og vækster. Stubmarker og plovfurernes gentagelsesmønstre får et nyt udtryk i forholdet mellem det storslåede og enkle.

Jette Nørregaard skriver om sine værker: Jeg bruger papiret i mine billeder formet til skåle og mindre skulpturelle værker.

Udstillingen på Nygård er åben alle dage i påsken fra kl. 13.00 – 17.00.

Gennem årene har påskeudstillingerne på Nygård været velbesøgte også på grund af stedets smukke omgivelser.

Artiklen fortsætter under annoncen

Alle dage kan der købes kaffe og brødtorte pris 50 kr.