Petersen Tegl nomineret til Årets Gazellevirksomhed

29. november 2017 Broager Skrevet af: Ole Kæhler

Petersen Tegl i Broager er nomineret som Årets Gazellvirksomhed, der den 7. december kåres af Sønderborg Vækstråd ved et arrangement på Det Blå Gymnasium.

Det skriver Vækstrådet i en pressemeddelelse.

Petersen Tegl blev grundlagt i 1791 og er siden da blevet drevet af samme familie i lige linje.

Teglværksejer Christian A. Petersen er syvende generation.

Det gule ler, som bruges til almindelige sten hentes på egen grund, mens den røde ler købes lokalt i nærheden. Specialleret til f.eks. Kolumba stenene importeres fra Tyskland og England.

Artiklen fortsætter under annoncen

De håndstrøgne sten er blevet produceret siden 1970, hvor Christian A. Petersen vendte hjem til teglværket efter ca. 8 års ophold i Bayern og Schweiz. De håndstrøgne sten af høj kvalitet gav en betydelig bedre indtjening end almindelige mursten.

Stærkt samarbejde med arkitekter

Arkitekter spiller en stor rolle i udviklingen af de forskellige specialsten, som Petersen Tegl brænder. Kolumba stenen blev udviklet til Kolumbamuseet i Køln, der omslutter romerske ruiner, kapel samt kirkeruiner fra 800- og 1200-tallet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Museet er tegnet af den internationalt berømmede arkitekt Peter Zumthor.

Christian A. Petersen husker samtalen med arkitekten:

” Peter Zumthor ønskede de samme lange sten, som romerne lavede. Stenen skulle være to fingre tyk”. Kolumbastenen bliver håndlavet i træforme, herefter tørret og brændt. Stenen fås i 28 forskellige farver og leveres til 44 lande på fem kontinenter.

Skuespilhuset i København, Kannikegården i Ribe …

Arkitekterne Lundgaard og Tranberg valgte Kolumbastenen i en speciel hårdtbrændt udgave i mørke jordfarver til Skuespilhuset i København. Samme arkitekter valgte at iklæde Kannikegården i Ribe i specialfremstillede teglskaller i rødbrune nuancer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kunstmuseet Basel er bygget med sten i grå nuancer – i bunden af bygningen mørk grå og næsten hvide øverst, Turnmill-bygningen i London, Bondi Beach i Sydney… listen er lang, når det gælder seværdige bygninger i verden, hvortil Petersen Tegl har leveret sten. Se flere her.

Alle medarbejdere er udviklere

”Vores udviklingsafdeling består af samtlige 180 medarbejdere”, siger Christian A. Petersen.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi har verdens bedste medarbejdere, der alle kommer med gode ideer og er med til at udvikle virksomheden”.

Somme tider sker udvikling også uventet. ”Frank, som ved en fejl brændte sten ved for høj varme, fik de fejlbrændte sten opkaldt efter sig. Vi solgte nemlig 55.000 af disse sten til Tokyo og 80.000 til Holland. Nu hedder stenen Frankenstein”, fortæller Christian A. Petersen med et smil.

Succeskriterier

På spørgsmålet ”Hvad kan andre virksomheder lærer af Petersen Tegl, fremhæver Christian A. Petersen, at det er vigtigt at skabe et miljø, hvor ideer er velkomne og runder samtalen af med at fortælle om virksomhedens vigtigste regler:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Nr. 1 er: Kunden er konge, nr. 2 er: The customer is king og nr. 3 er: Der Kunde ist König”.

Til Årets Business Event den 7. december på Det Blå Gymnasium vil Allan Schøne fra EY – med udgangspunkt i regnskabstal – begrunde, hvorfor Petersen Tegl A/S er nomineret som Sønderborg Gazelle 2017.