Phillip Faber vil den 18. januar aften øse ud af sin viden i Alsions koncertsal og dele sin glæde ved den danske sangskat med dig. Det bliver en eksklusiv aften, hvor ikke alt er planlagt på forhånd, og hvor fællessang og samtale vil skabe en helt speciel stemning. Både sangene, det at synge og ikke mindst følelserne forbundet med sang er omdrejningspunktet, når Phillip Faber sætter sig ved flyglet og i samtale med livsstilseksperten Anne Glad indtager scenen, skriver arrangøren, Tikko.
Den danske sangskat er enestående og ingen andre lande har så broget og rig en arv, der bruges og fornyes hver eneste dag. Phillip Faber vil dele sin kærlighed til den danske sang og give dig et indblik i sin egen historie og liv. Det handler om betydningen af sangen, hvad der gør en en sang god og ikke mindst alt det, som sang gør ved os.
Under coronakrisen er interessen for sang vokset, og skønne strofer og smukke melodier dyrkes i fællesskab, endda på landsdækkende tv i ”Fællessang – hver for sig”, hvor Phillip Faber blev et ikon for sammenholdet. Du kan nu høre, hvordan han oplevede pludselig at stå i midten af det hele i programmerne, der samlede Danmark i en svær tid, hvor alle følelser i befolkningen sad uden på tøjet.
Phillip Faber er komponist og dirigent og tidligere barneskuespiller. Siden 2013 har han været chefdirigent for DR PigeKoret og siden 2016 kunstnerisk ansvarlig for Malko Dirigentskolen.