Pilgrim har slået dørene op i Sønderborg med et nyt butikskoncept, hvor udtrykket er mere råt og enkelt end det, mange måske forbinder med smykkekæden. Åbningen blev markeret med kaffe og croissanter, og i butikken står butikschef Freya Stolzenberg klar med et hold, der har ventet på at komme i gang.
Butikken ligger på 2. sal overfor Bog & Idé, i lokalet hvor MM Coiffure tidligere lå, og ifølge butikschef Freya Stolzenberg er placeringen et godt sted, fordi kunderne naturligt kommer forbi, når de bevæger sig rundt i centeret.
Holdet i butikken er også på plads, og medarbejderne har brugt tiden op til åbningen på at blive klar.
“De er helt fantastiske. De har virkelig glædet sig til at komme i gang og har spurgt hver uge, hvornår de kunne få lov til at være mere med. Man kan mærke, at de gerne vil det her, og at de glæder sig til at tage imod kunderne”, siger butikschef Freya Stolzenberg til SønderborgNYT.
Freya Stolzenberg kender allerede Borgen Shopping fra tidligere. Hun har arbejdet i Samsøe Samsøe i centeret og kommer senest fra et job på Privatskolen, men da muligheden for at stå i spidsen for en helt ny Pilgrim butik i Sønderborg dukkede op, trak butikslivet igen.
“Det var en virkelig fed mulighed at få lov til at starte en helt ny butik op her. Det har jeg ikke prøvet før, og det er jo spændende. Samtidig savnede jeg butikslivet”, siger Freya Stolzenberg.
Den nye butik er indrettet som et Pilgrim Studio, der er et nyere butikskoncept. Her er tanken at invitere både kvinder og mænd indenfor i en mere rå og enkel ramme, hvor smykkerne bliver præsenteret på en anden måde end i de mere klassiske Pilgrim butikker.
“Pilgrim kan en hel masse. Smykkerne følger tidens trends, priserne er gode, og kvaliteten er rigtig fin. Det er et sted, hvor mange kan være med, og samtidig har vi et hold, der er klar til at tage imod kunderne”, siger Freya Stolzenberg.
Fejringen af åbningen af den nye Pilgrim butik fortsætter frem til den 6. maj med aktiviteter og åbningstilbud i butikken.

















