Politiet efterforsker et indbrud på Herberget Alberta på Mølbogade i Sønderborg, hvor der natten til tirsdag omkring klokken 1:00 blev skaffet adgang til et værksted gennem en dør.
Ifølge politiet er der stjålet forskellige genstande fra stedet og politiet ønsker af hensyn til efterforskningen ikke at oplyse nærmere, hvad der ellers er forsvundet, men oplyser, at der blandt andet er stjålet 480 Hus Forbi skrabelodder til en samlet værdi af omkring 12.000 kroner.
Overvågning fra stedet har ifølge politiet fanget tre gerningspersoner, og to af dem er allerede blevet identificeret og sigtet. Det drejer sig om en 34 årig mand og en 30 årig mand.
Politiet har også identificeret den tredje mistænkte, men har endnu ikke fået fat i vedkommende. Den tredje mistænkte er fra lokalområdet, mens de to sigtede ikke er det.
“Politiet hører også meget gerne fra borgere, hvis de bliver tilbudt Hus Forbi skrabelodder af personer, der ikke kan fremvise et id kort”, oplyser politikommissær Søren Schlaikjer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.


















