Rock i Mølleparken byder i 2022 på en blanding af kendte navne og nye kometer på den danske musikscene. Den 27. august bliver et af sæsonens højdepunkter med to elskede navne, som år efter år kan samle et bredt publikum om sig.
Poul Krebs er først på scenen og han forstår at levere historier, lokale perler om hverdagens trummerum, sporadiske observationer fra sindets afkroge og skæve vinkler på livets mange pudsige relationer.
Det er forfriskende, når Poul Krebs på sin underspillede facon taler til flere generationslag, mestrer nostalgiens kunst og samtidig dykker ned i vores fælles samtid og fremtid, skriver Kultur i Syd i en pressemeddelelse.
Krebs er en af poprockens bedste iagttagere og en ualmindeligt kultiveret musiker, der presser sig selv til det yderste for at give publikum en oplevelse, de aldrig glemmer.
TV-2, Danmarks Lykkeligste Orkester, er et af Danmarks mest populære bands. Derfor er de hentet tilbage til Mølleparken, hvor de får lov at lukke Rock i Mølleparken 2022 med et brag af en finale efter en sæson præget af mange andre store navne.
Med en lun tone leverer TV-2 musikalske kommentarer til samtiden, kærligheden og hverdagen – altid med en dobbeltbundet selvironi og en veludviklet diabolsk evne til at skære igennem og udstille det absurde og det morsomme. Samtidig er TV-2 et gedigent rockband, som på en god aften musikalsk glider fra den pæne pop over i fængende, sveddryppende og rullende rock.
Listen af hits er lang. Numre som ‘Bag Duggede Ruder’, ’Alt Hvad Hun Ville Var At Danse’ og ‘De Første Kærester På Månen’ er blot et lille udpluk af de mange klassikere, som TV-2 har leveret, siden de startede i 1980.
Partoutkortet til Rock i Mølleparken giver adgang til begge koncerter. Alternativt kan man benytte en billet, som gælder til hele denne aften med både Poul Krebs og TV-2.