Poul Valdemar Nielsen er udnævnt til æresborger i Jiaxing-provinsen i Kina

5. december 2017 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Poul Valdemar Nielsen, direktør i firmaet China-Sønderborg Link, CD Link, har efter kun fire års intensivt arbejde som brobygger opnået en uhørt sjælden kinesisk hæder for de råd, han har givet byen Hayian om bæredygtig grøn omstilling i regionen Jiaxing sydvest for Shanghai.

Det er i samme region, Lego og Danfoss har opført deres kinesiske fabrikker.

Den seje sønderjyde er udnævnt til æresborger i regionen for den rådgivning, han har ydet dels i EU omkring de europæiske-kinesiske aftaler om bæredygtig byudvikling, dels for opbygningen af venskabsby-samarbejdet mellem Sønderborg og byen Hayian med ca. en halv million indbyggere. Byen Hayian har indstillet Poul Valdemar Nielsen til titlen som æresborger i regionen med diplom og en gylden nøgle som synlige beviser på hæderen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Poul Valdemar Nielsen har især rådgivet byen Hayian til i den grønne omstilling at tænke holistisk og ikke kun teknologisk. De er blevet bevidste om at få borgerne til at tænke grønt. Og Sønderborg-virksomheden er lykkedes med at få Hayian til som én af de første byer i Kina at udarbejde en plan, der skal føre dem hen imod CO2-neutralitet.

Poul Valdemar Nielsen har også på vegne af Sønderborg Kommune været aftalepart i den første EU-samarbejdsaftale med Kina om bæredygtig byudvikling i Europa og Kina, som Sønderborg Kommune er en del af.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det er overvældende at opnå en sådan kinesisk påskønnelse. Det er prikken over i-et for det arbejde, vi har udført i CD Link”, siger den nyslåede æresborger i en pressemeddelelse.

”De vigtigste forklaringer på firmaets succes er, at vi er et dansk-kinesisk firma med en danskboende kineser som partner. Vi har kunnet skabe en fælles forståelse for, hvad der er muligt. Dels har Sønderborgs ProjectZero og danske virksomheder med Danfoss i spidsen været løftestang for de resultater, vi har opnået i Hayian. Herudover har det været vigtigt at borgmester og viceborgmester har deltaget aktivt i by samarbejdet”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der er opført et Zero-hus i den kinesiske by med produkter fra Velux, Rockwool, Grundfos og Danfoss og med ingeniør rådgivning fra Esbensen i Sønderborg. Zero-huset fungerer i dag som energiskole og demonstrationsprojekt for uddannelsesinstitutioner. Der er også ved at blive etableret en Danish Low Carbon Street.

”Masser af industribygninger i Hayian har fået solceller på taget, og 10 stk. 2MW vindmøller er rejst. Desuden er CD-Link leder for et projekt i Kina om etableringen af en Universe-park efter de ideer om bæredygtighed og udbredelse af naturvidenskab blandt unge, som også Danfoss har med parken på Als”, siger Poul Valdemar Nielsen.