Masser af frivillige ildsjæle, der bruger utroligt meget tid og mange ressourcer på at hjælpe andre, blev fejret af Sønderborg Kommune fredag
eftermiddag i Nord-Als Idrætscenter, hvor byrådets politikere andre fra “systemet” var frivillige for en dag.
- Frivilligfesten blev indført i Nordborg Kommune i 2001 og jeg er glad for, at vi fortsatte traditionen efter sammenlægningen, siger Jan Prokopek til SønderborgNyt.
1140 frivillige – og tre blev hædret med blomster, diplom og en check – og resten fik et væld af rosende ord og stor respekt fra først Trine Gadeberg og senere fra Bakkens Syngepiger. Og der er al mulig grund til at rose hele den frivillige verden, fordi uden den store indsats der ydes af netop de mange frivillige, så var der mange medmennesker, der ville have det endnu sværere end de har i dag.
Sundhedsudvalgets formand, Helge Larsen, guidede gennem eftermiddagen på bedste vis – og det blev til nogle virkeligt hyggelige timer,
hvor frivillige fra hele kommunen fik hilst på hinanden, sunget og spist. Husorkestret var harmonikaspillerne, der blev afløst af Trine Gadeberg, der fik vist, hvordan det skal lyde, når man virkeligt kan synge.
Trine Gadeberg fik de frivillige til at synge med på omkvædet af flere af sangene. Og havde Mogens ikke sunget med, så havde det lydt fantastisk. Men det gjorde han – og det var Trine Gadeberg selv, der både opdagede det og fik forklaret ham, at han skulle gøre det rigtigt, hvis han ville være med.