I uge 19 er der udsendt ny undersøgelse til Sønderborg Kommunes borgerpanel. Undersøgelsen handler denne gang om områdets ProjectZero-vision og især om borgernes energiforbrug i hverdagen, skriver ProjectZero i en pressemeddelelse.
Formålet med borgerundersøgelsen er, at få mere viden om borgernes og boligejernes adfærd og interesse i energirenovering – og billigere energiregninger.
– Vi vil gerne fokusere på energibesparelser de helt rigtige steder – også i borgernes egne boliger. Derfor er denne undersøgelse blandt byens borgere meget vigtigt. På baggrund af besvarelserne kan vi tilrette vores programmer, så de passer ind i sønderborgernes hverdag”, siger Louise Johnsen, projektleder i ProjectZero.
Med ProjectZero-visionen om CO2-neutralitet i 2029 er Sønderborg godt placeret på det nationale og internationale landkort.
Det er med til at skabe udvikling, vækst og flere jobs i området.