Sønderborgs grønne omstilling tiltrækker stigende interesse fra byer i hele verden. Normalt besøger byerne Sønderborg, men fredag leverer Sønderborg sine erfaringer ”ud af byen”.
Det sker når ProjectZeros Peter Rathje på ECO-forum konferencen i Lviv, Ukraine, fredag eftermiddag fortæller byudviklere og forretningsfolk fra hele Ukraine om, hvordan Sønderborg skaber omstilling og reducerer CO2 i samarbejde.
Konferencen er samtidig en markedsplads for energirigtige løsninger fra bl.a. Danfoss, Grundfos, Kamstrup.
Det er den danske ambassadør i Ukraine, Christian Dons Christensen, som har inviteret ProjectZero til at holde åbningstalen og ligeledes at mødes med Lvivs borgmester Andriy Sadovy.
Lviv er en gammel kulturby i rivende udvikling. Byen har knap 750.000 indbyggere og er beliggende ca. 70 km øst for den polsk/ukrainske grænse. Byen er bl.a. kendt for sine software-kompetencer, som også tiltrækker interesse fra Sønderborg virksomheder.