Publikumsvenligt landevejsløb i og omkring Kirke Hørup

20. september 2018 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Sønderborg Cykle Klubs årlige landevejsløb, ”Fri BikeShop – Sønderborg Løbet 2017” finder i år sted søndag den 30. september. Løbet foregår som tidligere år i  og omkring Kirke Hørup. I alt forventes det at omkring 700 cykelrytter stiller til start, idet løbet er sæsonafslutning for den danske sæson plus finalen i Extreme Cuppen. En cup over 7 afdelinger kørt i september måned i A-, H40 og H50-klassen.

Da VM for herrer i cykling køres samtidigt i Innsbruck, vil der i målområdet ved Kirke Hørup Savværk og Pallefabrik være opstillet en storskærm, så tilskuere både kan følge den danske sæsonafslutning og VM løbet fra Innsbruck, skriver cykleklubben til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Løbene i og omkring Kirke Hørup vil foregå i tidsrummet 8.00 – 16.15, VM-løbet på storskærmen er i tidsrummet 9.40 – 16.40.

Lokale ryttere

Hele dagen vil der være ryttere fra Sønderborg Cykle Klub konkurrerende på ruten. I flere af klasserne vil der være en god chance for podieplaceringer. Efter Jesper Atermanns nylige sejr i Odder er der måske lagt op til en gentagelse i C-klassen.

Ruten

Løbet foregår på en kort 8,6 km rundstrækning, der vil være ensrettet med uret rundt – Kirke Hørup – Lambjerg – Mjang – Majbøl – Kirke Hørup. Den eneste vej, som ikke er ensrettet, er de 600 meter på Mommarkvej. Der køres distancer fra 17,2 km for U11-klassen til 129 km. – 15 omgange – for A-klassen, så rytterne kommer tit forbi målområdet ved savværket i Kirke Hørup, så løbet er publikumsvenligt.

Artiklen fortsætter under annoncen

A-klassen kører i tidsrummet 10.55 – 13.52.

En lang og spændende dag med fuld aktivitet med tre felter samtidigt på ruten venter samt et spændende VM løb fra Innsbruck på storskærm.